Prisstigninger: Alment nybyggeri for 1,6 mia. kroner stoppet eller sat i stå
Byggeri | Af Michael Rughede |
Galoperende materialepriser rammer det almene nybyggeri - ny analyse fra BL viser, at 73 % af almene nybyggerier, der var klart til udbud er aflyst eller sat på pause.
Boligmarkedet skriger på billigere boliger. Men der er nedslående nyt til alle på jagt efter en almen bolig. Ifølge en ny analyse fra BL - Danmarks Almene boliger - så er 3 ud af 4 almene nybyggerier, som var under planlægning eller allerede havde ramt markedet, nu blevet opgivet eller sat på hold.
Forklaringen er, at stigende materialepriser rammer så hårdt, at byggerierne ender med at overskride de maksimalbeløb, som de almene boliger skal overholde. Kan et projekt ikke bygges inden for maksimalbeløbet må det opgives eller sættes på hold.
BL's undersøgelse handler om nybyggeri og den del af nybyggeriet, som har modtaget det såkaldte skema A tilsagn frem til januar 2022 og er klart til at blive sendt i udbud.
Vi skal have flere penge til at bygge for
Det handler om 3.261 boliger og knap 60 pct. eller 1.873 af dem var klargjort til udbud. For de knap 60 pct. af byggerierne, som er blevet klart til udbud, gælder:
- 27% er under gennemførelse - 31% er blevet opgivet - 43% er sat på hold og afventer situationen i byggeriet
Dermed er 73 % af de almene nybyggerier ramt. Og konsekvenserne at prisstigningerne rammer bredt over hele landet.
- Undersøgelsen viser, at der er lige så store udfordringer i for eksempel Esbjerg og Aalborg og i en hel del andre kommuner. Det er en myte, at det kun går ud over nybyggeri i København og måske Aarhus, siger viceadministrerende direktør i BL, Solveig Råberg Tingey.
- Situationen er alvorlig. Hvis nybyggeriet skal kunne opføres, skal der flere penge til, advarer viceadministrerende direktør i BL, Solveig Råberg Tingey.
En giftig cocktail bremser byggeri for milliarder
Ifølge research- og datavirksomheden Byggefakta, så drejer det sig om aflyst og afventende alment byggeri med byggeomkostninger for ca. 1,6 mia. kroner.
- I undersøgelsen er det 1.386 boliger, der er sat på hold eller opgivet. Vi er ikke dykket dybere ned i datagrundlaget for analysen og fordelingen mellem familieboliger, ungdomsboliger og plejeboliger, så 1,6 mia. kroner er et lidt groft skøn, siger byggefaktas chefanalytiker Rasmus Schulian.
Han understreger, at Byggefakta-tallet udelukkende ser på de direkte byggeomkostninger for projekterne.
- Boligselskaberne vil med deres beregningsmetode nok nå frem til et beløb nærmere 2,5 mia. kroner, da de medregner moms, grundkøb, finansieringsomkostninger m.m.
Ifølge chefanalytikeren har udfordringerne været kendt længe, men den seneste udvikling er stærkt overraskende.
- Boligselskaberne har gennem nogen tid bevæget sig på smertegrænsen. Der er i forvejen blevet skåret ind til benet for at holde byggerierne under maksimumbeløbet for støttet byggeri, og enkelte projekter har måtte opgives. Nu er krigen i Ukraine kommet oveni, og det ligner en hård cocktail for både den og andre dele af byggeriet. Vi er i gang med at kigge ind i, hvilke af projektbyggeriets sektorer, der er ramt og i hvilket omfang, siger Rasmus Schulian.