1927 Estate opkøber ejendomsselskab med 502 lejemål i Esbjerg
Areal- og ejendomsudviklingsselskabet 1927 Estate ser muligheder i Danmarks 5. største by, og har derfor opkøbt ejendomsselskabet Bangs Gård A/S, der har en ejendomsportefølje på 502 lejemål samt flere spændende udviklingsprojekter.
Med transaktionen kommer 1927 Estate til at eje og drifte en af områdets største ejendomsporteføljer samtidig med, at udviklingen af to spændende projekter nu opstartes.
Den nuværende ledelse med søskendeparret Mads Dam Jensen og Mia Dam Karkov i front fortsætter.
Adm. direktør i 1927 Estate, Søren Hampen Kristensen, siger:
- Med Esbjerg Kommunes planer og visioner ser vi rigtig mange spændende muligheder og et stort udviklingspotentiale i området, siger Søren Hampen Kristensen, der føjer afdelingen i Esbjerg til de øvrige afdelinger i København og Hobro. Selskabets hovedkontor er placeret i Aarhus.
Vil arbejde videre med mikroboliger
I arbejdet med udviklingsprojekterne, er det 1927 Estates ambition at arbejde videre på de bæredygtige tiltag, koncernen allerede arbejder med, herunder biodiversitet og deleøkonomi. Det samme gælder for en af tidens store trends, mikroboliger, som 1927 Estate allerede har opført og siden solgt 119 af i Aarhus-forstaden Tilst.
- Vi glæder os til at arbejde med porteføljen og udviklingsopgaverne, som allerede har tiltrukket interesse fra investorer, der, som os, ser muligheder i Esbjerg, siger Søren Hampen Kristensen.
Direktør i ejendomsselskabet Bangs Gård, der har både erhvervslokaler, boliger og parkeringspladser i porteføljen, Mads Dam Jensen, udtaler:
- Mia og jeg tror på, at det er de rigtige købere til selskabet. Vi ser frem til samarbejdet og til at gennemføre købernes yderligere investeringer i den bestående portefølje og i udviklingsprojekterne til glæde for lokalsamfundet, nuværende og kommende beboere.
Salget af Bangs Gård er gået igennem med assistance af erhvervsmægleren CBRE. Her udtaler Senior Director, Morten Nøhr:
- I forbindelse med transaktionen har vi været på udkig efter en køber med kompetencerne til at håndtere en blandet portefølje som denne med både udviklingsprojekter og eksisterende ejendomme. Det har vi fundet i 1927 Estate, siger han.