Danske arkitekter skal løfte canadisk havnefront til én af verdens bedste
Arkitektur | Af kej |
Henning Larsen og SLA skal sammen med et internationalt team udvikle en 50.000 m2 stor grund til et nyt attraktivt bykvarter i downtown Toronto.
Sammen med Toronto-developerne Dream Unlimited Corp og Great Gulf Group (sammen kendt som Quayside Impact Limited Partnership) og det britiske arkitektfirma Adjaye Associates samt canadiske Alison Brooks har Henning Larsen og SLA vundet konkurrencen om at udvikle en 50.000 m2 stor grund kaldet Quayside centralt beliggende på Torontos havnefront.
Vinderprojektet inkluderer over 800 almene boliger, nye offentlige parker og pladser og et skovlignende grønt område på ca. 8.000 m2 plus en betydelig byhave på toppen af en af Canadas største boligbebyggelser i massivtræ.
- Nu tager vi et vigtigt næste skridt i at frigøre det fulde potentiale ved byens havnefront, siger Jack Winberg, der er formand for Waterfront Torontos investerings- og ejendomsudvalg. (IREC).
Økonomisk og social genopretning
Derudover skal et kulturbyggeri fungere som multifunktionelt samlingssted for forskellige kunstarter og kulturelle fester, der hylder den oprindelige befolkning samt fleksible undervisningsfaciliteter.
Hele kvarteret bliver et visuelt samlingspunkt på Torontos havnefront, og samtidig gøres Quayside til det første nul-carbon byområde i denne skala i Canada.
Nu vil Waterfront Toronto, der svarer til By & Havn i København, og Quayside Impact Limited Partnership forhandle en projektaftale, hvilket forventes afsluttet i efteråret 2022.
I mellemtiden arbejder Waterfront Toronto og Dream and Great Gulf på at færdiggøre udviklingsplanerne, søge kommunale godkendelser herunder udviklingsgodkendelser.
- Dream Unlimited og Great Gulf har sammen med deres team af arkitekter og lokale partnere et stærkt forslag til at gøre Quayside og Torontos havnefront blandt de bedste i verden. Når vi begynder forhandlingerne om en projektaftale, er vi mere sikre end nogensinde før på Quayside-projektets transformerende kraft til den økonomiske og sociale genopretning af Toronto, Ontario og Canada, siger Jack Winberg.