Stadig godt gang i boligmarkedet - næsthøjeste januar-salg i 12 år
Erhverv | Af Kenneth Jørgensen |
Nok er der faldet mere ro på boligsalget, men der handles fortsat rigtig mange boliger i Danmark og med salgstider, der er de laveste i fire år.
I januar 2022 blev der solgt 7.014 boliger i Danmark. Det januar-resultat er kun overgået af samme måned sidste år, hvor der blev solgt 9.522 boliger. Den seneste måneds bolighandel ligger samtidig 9 % højere end i forrige måned - december 2021.
Og sammenlignes 2022-resultatet for januar med gennemsnittet for samme måned i årene 2015-2019 inden corona, er januar-salget i år 26 % højere.
- Tendensen er ret tydelig. Salget i årets første måned kan ikke hamle op med sidste års rekordresultat i januar, uanset om vi kigger på handlen med huse, lejligheder eller sommerhuse. Men ser vi bort fra sidste års ekstraordinære resultat, ville vi under normale omstændigheder betragte fremgangen i januar-salget som ganske pæn. Der er med andre ord rigtig godt gang i salget af både huse, lejligheder og sommerhuse her i begyndelsen af 2022, siger Birgit Daetz.
Et langt mere udfordrende år
Spørgsmålet er så, hvorvidt det høje salg vil fortsætte, og til det siger DI's skatte- og boligøkonom, Bo Sandberg:
- 2022 bliver et langt mere udfordrende år på boligmarkedet end de foregående. Det skyldes en cocktail af stigende renter, stigende inflation, generelt øget økonomisk usikkerhed - og i særdeleshed usikkerhed om, hvordan de kommende nye boligskatter fra 2024 kommer til at virke.
Han tilføjer:
- Nu viser de seneste tal fra boligsiden.dk, at 2022 faktisk er kommet rigtig godt fra start både hvad angår huse, ejerlejligheder og sommerhuse. På den baggrund kan man vel sige, at boligmarkedet stadig kører lidt videre på dampene af corona-nedlukningerne. Men min vurdering er, at især sommerhussalget og til dels også antal ejerlejlighedshandler vil dykke i årets løb, siger skatte- og boligøkonomen.
Mindre drastisk fald for villaer
Netop sommerhussalget har under coronaen oplevet stor fremgang, hvilket bekræftes af Boligsidens statistik, der viser salgstiden på fritidshuse siden 2019 er blevet 146 dage kortere - mere end en halvering.
For villaer og ejerlejligheder har faldet i salgstider været mindre dramatisk, og det skyldes ifølge Peter J. Mattsen, adm. direktør i Estate, primært, at der er tale om helårsboliger:
- Salg af helårsboliger er typisk drevet af forandrede livsbegivenheder i husstanden såsom behov for mere eller mindre plads, skilsmisser, sygdom, død og nyt arbejde, som kræver flytning, og her kan man næsten ikke forestille sig en udvikling, der stikker helt af, som vi har set med sommerhusene.
- For sommerhuse er der derimod tale om et behov, der er opstået som følge af de lange nedlukninger og stærke danske privatøkonomier, der de sidste par år har skabt en helt ny og hidtil uset efterspørgsel på sommerhuse, hvor vi har higet efter at komme ud i naturen og væk fra hjemmekontoret, siger Peter J. Mattsen.