Bravida leverer 'tilfredsstillende' resultat og god vækst på toppen
Koncernens kvartalsrapporten for fjerde kvartal 2021 viser et stabilt resultat og øget ordreindgang. Direktøren fortæller, at væksten på toplinjen er genereret af omsætning og opkøb i løbet af året.
I årets 4. kvartal steg Bravida Danmarks omsætning med 11 % til 1.211 MSEK (1.091 MSEK). Stigningen i omsætning er drevet af både installations- og servicevirksomheden.
I 2021 steg Bravida Danmarks omsætning samlet med 4 % til 4.381 MSEK mod 4.217 MSEK i 2020.
EBITA for 4. kvartal blev 70 MSEK (68 MSEK), hvilket resulterede i en EBITA-margin på 5,8 % mod 6,3 % i samme periode året før, hvilket forklares med en noget lavere lønsomhed inden for installationsvirksomheden.
Ordreindgangen steg med 11 % i forhold til samme periode året før og udgjorde 1.358 MSEK (1.221 MSEK).
Ordrebeholdningen var ved udgangen af 4. kvartal 13 % højere end samme periode året før og beløb sig til 2.773 MSEK (2.451 MSEK). Samlet for året 2021 steg Bravida Danmarks ordreindgang med 10 % til 4.695 mod 4.277 i 2020.
Holder lønsomhed trods Covid-19
Ordreindgangen består primært af mindre og mellemstore ordrer inden for både installationsprojekter og service.
- Vi har opnået et tilfredsstillende resultat, der holder niveauet fra de foregående år, og det er positivt, at vi holder lønsomheden i markedet på trods af påvirkninger fra Covid-19 og udfordringer med at skaffe tilstrækkelig med ressourcer til vores afdelinger, siger adm. direktør i Bravida Danmark, Johnny Hey, og tilføjer:
- Vi har en god vækst på toplinjen, der både er genereret af omsætning og et par opkøb i løbet af året. I overensstemmelse med vores strategi har vi haft fokus på serviceforretningen, hvor vi er vækstet med over 20 % - et område vi fortsat vil løfte i 2022 blandt andet med endnu mere fokus på digitalisering og bæredygtighed.