Moe og Dall & Lindhardtsen indgår aftale til en kvart milliard
Aftalen med Københavns Kommune dækker over bygherrerådgivning på et bredt udsnit af større byggeprojekter kommune inden for både nybyggeri, ombygninger og renoveringer.
I Københavns Kommune er det enheden Byggeri København, der er bygherre for kommunale byggerier såsom skoler, børneinstitutioner, sociale botilbud, idrætsanlæg og kulturinstitutioner. Bygherreenheden har en årlig portefølje på 150-200 bygge-og anlægsprojekter og er således en af de største offentlige bygherrer i Danmark.
Der er derfor en stor opgave i vente for Moe og Dall & Lindhardtsen:
- Moe har været bygherrerådgiver for Byggeri København på adskillige projekter, og nu får vi lov at tage samarbejdet til næste niveau. Vi er et stort hold af bygherrerådgivere i Moe og er fortsat i vækst. For nyligt har vi styrket det kommunale område yderligere, da vi har fået et nyt team, der udarbejder lokalplaner og bistår vores bygherrer med myndighedsprocesser. Så vi er god løfte opgaven sammen med Dall & Lindhardtsen, der er en af vores faste samarbejdspartnere, siger forretningschef for Bygherrerådgivning i Moe, Dorthe Søeberg Hovmand.
Specialist i skole-arkitektur
Hun suppleres af Peter Johansson Jørgensen, arkitekt og partner i Dall & Lindhardtsen:
- Dall & Lindhardtsen har igennem mange år specialiseret sig i arkitektur indenfor uddannelses-, skole- og børneområdet samt sociale botilbud af forskellig art. Vi glæder os til, i et fast samarbejde med en ambitiøs bygherre og en dygtig samarbejdspartner, at udvikle bæredygtige bygninger, som er så vigtigt for vores velfærdssamfund og for børn og unges uddannelse, siger han.
Erfaringstal giver muligheder for benchmarking
Bygherrerådgivningen vil spænde fra screeninger og behovsafklaringer i projekternes opstart til udbud, projektering og udførsel.
Projektøkonomi, udarbejdelse af byggeprogrammer og teknisk granskning vil udgøre en væsentlig del af opgaverne, og det samme vil commissioning. I forhold til økonomidelen vil Moe gøre brug af virksomhedens afdeling for Cost Management, der bland andet har opbygget en cost database, hvor omfattende erfaringstal giver muligheder for solid benchmarking.
Derudover har Byggeri København lagt et særligt fokus på DGNB og cirkulær økonomi.
Rammeaftalen om bygherrerådgivning løber fra januar 2022 og frem til januar 2026.