DEAS henter ny Chief Real Estate Officer
DEAS Group er i gang med sætte nyt ledelseshold - fra 1. april får Thomas Fog ansvaret for investorernes ejendomme hos ejendomsforvalteren.
DEAS opruster med endnu en ledende profil. Det sker når Thomas Fog får ansvaret for DEAS' Centre of Excellence Development & Buildings, som Group CEO Rikke Lykke har etableret.
Excellence-centret rummer DEAS' rådgivning og services inden for development, byggeteknisk rådgivning med projektledelse og bygherre-, energi-, klima- og bæredygtighedsrådgivning, samt facility services & management.
- Jeg er virkelig glad for at byde velkommen til Thomas Fog. Han skal fremme DEAS' digitale rejse og har en særdeles innovativ og tech-drevet tilgang til alt fra development til facility management og services med drift af ejendomme, siger Rikke Lykke, Group CEO i DEAS.
- Thomas skal være med til at løfte os til at blive en endnu mere værdiskabende partner og rådgiver for vores investorer. Vi skal bidrage med bæredygtige løsninger og bruge digitalisering til at gøre en forskel i investorernes ejendomme samt i interaktion med brugerne, og her er Thomas den helt rette profil.
Thomas Fog har siden 2014 været Business Unit President for Division FM og Division Property i Coor.
Han er medlem af bestyrelsen i Proptech Danmark og har i over tyve år haft ledende stillinger bl.a. hos teknologileverandøren EagleBurgmann EJ og Kemp & Lauritzen.
Thomas Fog er certificeret inden for bl.a. Change Management, Executive Management og projektledelse.
Innovativ og bæredygtig udvikling af ejendommene
Thomas Fog får det overordnede ledelsesansvar for DEAS' over 470 specialister inden for development, byggeteknisk rådgivning samt facility services & management.
- Jeg glæder mig meget til samarbejdet med DEAS' mange dygtige medarbejdere og specialister, siger Thomas Fog.
- Vi skal sammen med DEAS' investorer sikre en innovativ og bæredygtig udvikling af ejendommene med brug af intelligente løsninger inden for f.eks. ejendomsdrift til glæde for både miljø, økonomi og ikke mindst for ejendommenes brugere.
DEAS Gruppen driver over 2.600 ejendomme i hele Norden og håndterer mere end 1.200 udviklingsprojekter og byggesager årligt.