Ny nordisk handlingsplan for bæredygtigt og konkurrencedygtigt byggeri
Bæredygtighed | Af mir |
Skal formidle ny viden og finde løsninger, som kan hjælpe branchen med at reducere byggeriets CO2-udledning og gøre byggeriet mere bæredygtigt - Danmark huser sekretariatet.
De nordiske lande har en ambition om at at blive verdens mest bæredygtige og integrerede region frem mod år 2030. Den vision er et led i Nordic Vision 2030.
Konkret vil de nordiske bygge- og boligministre samarbejdet om at realisere en handlingsplan for at udvikle det bæredygtige byggeri - "Nordisk bæredygtigt og konkurrencedygtigt byggeri".
Realiseringen af handlingsplanen er organiseret i et program på ca. 56 mio. kr., som er finansieret af Nordisk Ministerråd og Nordic Innovation. I programmet deltager Finland, Norge, Sverige, Island og Danmark.
Bolig- og Planstyrelsen skal fungere som sekretariat for programsamarbejdet.
Fem arbejdspakker
Programmet består af følgende fem arbejdspakker, der arbejdes ud fra:
1. Nordisk livscyklusvurdering og data (Finland)
2. Cirkulære forretningsmodeller og offentlige udbud (Norge)
3. Bæredygtige byggemateriale og arkitektur (Sverige)
4. Emissionsfrie byggepladser (Island)
5. Sekretariat for nordisk samarbejde om bæredygtigt og konkurrencedygtigt byggeri (Danmark)
Programmets fokus på CO2-udledning, samarbejde og vidensdeling går godt i spænd med den igangværende realisering af Danmarks nationale strategi for bæredygtigt byggeri, påpeger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek:
- Jeg ser et stort potentiale for, at vi nu styrker det nordiske samarbejde om bæredygtigt byggeri, og det glæder mig, at Danmark har fået til opgave at sikre vidensdeling og sammenhæng på tværs af de forskellige initiativer.
- Derudover rummer et stærkt nordisk samarbejde også mulighed for at spille en fælles stemme ind i EU-processerne og dermed øge vækstpotentialet for bæredygtigt byggeri i Norden og EU såvel som i resten af verden.
Dansk Sekretariat
Bolig- og Planstyrelsen skal på Danmarks vegne etablere og drive et sekretariat for programmet, som løber til og med 2024.
Sekretariatet vil sammen med de øvrige arbejdspakker have til opgave at stå for kommunikationen fra arbejdspakkerne, koordinering på tværs af pakkerne samt understøtte sammenhængene til Danmarks nationale strategi for bæredygtigt byggeri og andre relevante initiativer i Norden og EU.
Derudover skal sekretariatet sikre, at programmet er godt forankret i den nordiske byggebranche og søsætte kompetenceopbyggende aktiviteter, der kan understøtte byggebranchens overgang til mere bæredygtigt og konkurrencedygtigt byggeri.
Ønsker man at vide mere om programmet kan det ske ved at kontakte sekretariatet på mailen her.