Indstil jeres egen virksomhed til Arbejdsmiljøprisen 2022
Erhverv | Af Louise S. Strøbech |
Arbejdsmiljøprisen hylder arbejdspladser, hvor ledelse og medarbejdere samarbejder om at skabe et godt arbejdsmiljø. De gode eksempler kan inspirere andre til at gøre en ekstra indsats for arbejdsmiljøet.
Gør I noget særligt for arbejdsmiljøet på din arbejdsplads, og har I skabt resultater, som andre kan lære af? Så er det nu, I skal indstille jeres egen arbejdsplads til Arbejdsmiljøprisen 2022, lyder opfordringen fra Arbejdsmiljørådet, der uddeler prisen for 17. gang.
Arbejdsmiljørådet har siden 2006 uddelt Arbejdsmiljøprisen til danske arbejdspladser, som har skabt markante resultater og løst vigtige udfordringer gennem vedholdende indsatser og et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.
Det arbejder hylder DI Byggeri:
- Hos DI Byggeri er vi ikke i tvivl om, at mange medlemmer yder en mærkbar indsats for at styrke arbejdsmiljøet. Derfor håber vi også, at mange vil indstille sig selv til prisen og lade andre få muligheden for at blive inspireret af det gode arbejde, lyder det fra DI Byggeri, der stiller med arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen i rådet. Hun er indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
Indstil din arbejdsplads til Arbejdsmiljøprisen 2022 her.
Fire arbejdsmiljøpriser favner bredt
Prisen uddeles i fire forskellige kategorier og vinderne udvælges af en dommerkomité bestående af repræsentanter fra Arbejdsmiljørådet.
De fire arbejdsmiljøpriser favner bredt og belønner indsatser indenfor kategorierne: Muskel- og skeletbesvær, Arbejdsulykker, Psykisk arbejdsmiljø samt den nyoprettede kategori Kemi og vådt arbejde.
Med den nye kategori Kemi og vådt arbejde vil det blive muligt at sætte yderligere fokus på de initiativer, der er søsat, som for eksempel formindsker medarbejders kontakt med kemi eller søger for alternativer til hyppig håndvask.
Dommerkomitéen lægger bl.a. vægt på at:
- Arbejdsmiljøorganisationen, ledelse og medarbejdere har samarbejdet om indsatsen.
- Indsatsen har medført konkrete resultater.
- Indsatsen har skabt en vedvarende, synlig forbedring af arbejdsmiljøet, f.eks. ved at ændre kultur, rutiner eller processer.
- Indsatsen vil kunne udbredes til andre afdelinger eller arbejdspladser.
Derudover lægger dommerkomitéen for de enkelte kategorier vægt på:
Kemi og vådt arbejde
Arbejdspladsen har nedbragt risikoen for at medarbejdere udsættes for vådt arbejde, hyppig håndvask, hudkontakt med kemikalier eller har forebygget risikoen for indånding af farlig kemi eller organisk materiale, f.eks. ved at erstatte farlig kemi, ved en teknisk løsning eller ved at organisere arbejdet på en ny måde.
Arbejdsulykker
Arbejdspladsen har nedbragt antallet af arbejdsulykker. Arbejdspladsen forebygger arbejdsulykker ved at styrke sikkerhedskulturen, f.eks. ved at have fokus på kultur, holdninger og normer samt interne rutiner og registreringer.
Muskel- og skeletbesvær (ergonomi)
Arbejdspladsen har nedbragt de ergonomiske belastninger i arbejdsmiljøet. Arbejdspladsen arbejder systematisk med forebyggelse, f.eks. gennem planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet, instruktion, korrekt anvendelse af hjælpemidler eller integration af sundhedsfremme og arbejdsmiljø.
Psykisk arbejdsmiljø
Arbejdspladsen har nedbragt belastninger i det psykiske arbejdsmiljø. Indsatsen indeholder forebyggende elementer og bidrager samtidig til medarbejdernes trivsel, f.eks. ved at sætte fokus på arbejdspladskultur, holdninger, interne rutiner og processer.
Der er deadline for at indstille arbejdspladser til Arbejdsmiljøprisen 2022 den 1. februar 2022. Prisen overrækkes ved Arbejdsmiljørådets årlige temadag den 19. maj 2022 i København.