Nu kan der indstilles til Renoverprisen 2022
Bæredygtighed | Af kej |
Fra i dag kan man indstille til Renoverprisen, der i år fejrer 10-års jubilæum og derfor uddeler hele tre priser. Særligt projekter med bæredygtighed tænkt ind i løsninger, har en fordel.
- I alle de år, vi har uddelt Renoverprisen, har der hvert år været grund til at glæde sig over den stolthed, som både nominerede og vindere har givet udtryk for, siger Susanne Borenhoff, administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond, som står prisen.
At give renovering anerkendelse ved at synliggøre de gode renoveringsprojekter er netop kernen i prisen, og derfor uddeles i anledning af 10-året ikke kun en hovedpris, men hele tre priser, fortæller hun videre:
- Vi ønsker at give ekstra synlighed til bredden og forskelligheden indenfor renovering i håb om at forstærke oplevelsen af værdi i vores eksisterende bygninger. Det er vigtigt i forhold til den grønne omstilling.
De tre priser er inddelt i kategorierne bygninger, vi henholdsvis bor, oplever og arbejder i. Vinderen i hver kategori får en statuette og en check på 50.000 kroner, der går til hele holdet bag renoveringen, og som kan anvendes på f.eks. en fest for alle beboere eller brugere.
Bæredygtighed fylder endnu mere
I 2022 vil bæredygtighed ikke blot være et af fem kriterier for at vinde, men være selve hovedkriteriet. Derfor vil renoveringsprojekter, der har tænkt bæredygtighed ind i løsningerne, have en lidt bedre chance end andre for at tage årets Renoverpris med hjem:
- Nu er det snart 10 år siden, vi uddelte Renoverprisen første gang, og vi har lært meget på de år. Ikke mindst, at de gode renoveringer også kan bidrage til at gøre fremtiden grønnere. Derfor fylder bæredygtighed med rette endnu mere i år. Vi håber igen i år på at se en stor bredde blandt de projekter, der indstilles til prisen. For den gode renovering kan se ud og skabe værdi på mange måder - både økonomisk, klimamæssigt og kulturelt. Og den kan samtidig bidrage til at øge livskvaliteten for de borgere og brugere, der har deres gang i bygningen, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
Et renoveringsprojekt kan indstilles på www.renover.dk til og med den 1. marts 2022.
De nominerede projekter offentliggøres i midten af juni, og vinderholdene af de tre priser kåres ved en prisfest i september 2022.