Åbner op for pulje på 15 mio. kr. til flere EPD'er
Bæredygtighed | Af los |
Flere byggevareproducenter skal kende til og udarbejde miljøvaredeklarationer (EPD'er) for deres byggevarer. Derfor kan producenterne og byggeriets brancheforeninger nu få tilskud til udvikling af EPD'er. Puljen åbner 1. januar
Fra januar 2023 bliver der i bygningsreglementet indført krav til beregning af klimapåvirkning for nye bygninger. I den forbindelse forventes det, at der opstår en øget efterspørgsel på byggematerialer, der er miljødeklareret i form af de såkaldte EPD'er.
Derfor åbner Bolig- og Planstyrelsen den 1. januar 2022 op for en pulje på 15 mio. kr., så producenter og brancheorganisationer kan søge tilskud til at få udviklet flere EPD'er - Environmental Product Declarations.
EPD'er gør det muligt at sætte tal på de enkelte byggevarers miljøpåvirkning. Dermed bliver det lettere at vælge byggeløsninger, som kan nedbringe en bygnings klimapåvirkning.
- Jeg er glad for, at regeringen sammen med partierne bag finansloven 2021 har iværksat en målrettet indsats, der skal understøtte byggeriets grønne omstilling de kommende år. Nu åbner tilskudspuljen på 15 millioner kr. med det formål at få udviklet mere retvisende data om materialernes betydning for bygningers klimapåvirkning. Et større og bedre vidensgrundlag vil samtidig gøre det lettere at vælge de bæredygtige løsninger, end det er tilfældet i dag, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.
At der kommer flere byggevarer med EPD'er vil øge vidensgrundlaget for byggevarernes klimapåvirkning og dermed muligheden for, at bygherrer kan vælge byggematerialer med blik for den belastning af klimaet, som materialerne udgør.
Op til 150.000 kr. i tilskud pr. produkt
Byggevareproducenter og brancheorganisationer kan søge midler til at udarbejde enten produktspecifikke EPD'er eller branche EPD'er. Der kan ydes op til 150.000 kr. i tilskud pr. produktspecifik EPD og op til 350.000 kroner pr. brancheorganisation.
Tilskud vil blive ydet efter først til mølle-princippet, og kan søges fra 1. januar kl. 12.00 frem til 30. september 2022. Ansøgning om tilskud skal ske via Virk.dk.
Pengene kommer fra en aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet) samt Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet om udmøntning af en pulje til bæredygtigt byggeri, som der blev afsat i alt 50 mio. kr. til på finansloven for 2021. Aftalen lød på i alt 25 mio. kr. i både 2021 og 2022. De afsatte midler kan dog anvendes i perioden 2021-2024.
For at udbrede kendskabet til miljøvaredeklarationer (EPD'er) og få flere materialeproducenter til at udarbejde EPD'er, er nogle af pengene bl.a. blevet brugt til at undersøge, hvilke tekniske barrierer, der måtte være for udarbejdelsen af EPD'er, samt hvad potentialet er for yderligere understøttende indsatser. Der er blevet igangsat en målrettet informationsindsats om EPD'ers anvendelighed og fremgangsmåder til udarbejdelse, ligesom der er gjort en indsats for dels at samle de tilgængelige EPD'er og dels for at sikre smidig integration i beregningsværktøjet LCAbyg.
Find flere informationer om EPD-puljen her.
I aftalen var der også penge til fire andre initiativer: Oprettelse af Videnscenter om bygningers klimapåvirkninger (i alt 12 mio. kr.), Videreudvikling af beregningsværktøjet LCAbyg (i alt 5 mio. kr.), Fremme af genbrug af bærende konstruktioner (i alt 2 mio. kr.) og Styrkelse af omkostningseffektive energirenoveringer (i alt 8 mio. kr.)