Hun skal styrke NCC på de store komplekse projekter
Med en baggrund som praktiserende arkitekt og senere med erfaringer fra bygherreorganisationer og fra rådgiversiden bliver Nanna Ejlers ny markeds- og projektdirektør hos entreprenøren.
En af landets største entreprenørvirksomheder får nye kræfter i spidsen af organisationen.
Nana Ejlers starter den 1. december som markeds- og projektdirektør i en nyoprettet stilling hos NCC. I den skal hun have fokus på de store, komplekse projekter, der går på tværs af alle fire forretningsområder: Building, Infrastructure, Industry og Property Development, oplyser virksomheden.
- I samarbejde med NCC's øvrige markeds-, kunde- og salgsorganisationer skal Nana Ejlers udvide NCC's samlede markedstryk. Det skal ske ved at samle kompetencer på tværs af hele organisationen i forbindelse med de fremtidige kombinerede bygge- og anlægsprojekter, lyder det i pressemeddelelse fra NCC.
Skal trække på fællesnordiske erfaringer
På nordisk plan kommer Nana til at arbejde med at koordinere og samle NCC's egne erfaringer fra hele Norden i bestræbelserne på at gøre NCC i Danmark forberedt til fremtidens marked.
Nana Ejlers har opbygget sin viden om byggerier og anlægsprojekter, først som arkitekt hos Henning Larsen Architects og Schmidt Hammer Lassen. Herefter ni år som leder i bygherreorganisationerne i Københavns Kommune og Bygningsstyrelsen - heraf de fem som kontorchef.
Senest har hun været i Rambøll med ansvar for ledelsen af de store projekter. Dér har hun opbygget Project Management Center of Excellence med fokus på kundeforståelse, performance, agilitet og diversitet. Ifølge NCC, kan Nana Ejlers derfor bidrage med et meget bredt perspektiv på de fremtidige projekter.
Nana Ejlers er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har gennemført flere lederuddannelser, pt. er hun i gang med en Master of Business Development. Hun bor i København og er gift med Henrik Schødts, tilsammen har de fire børn.