Platform tildeles 30 mio. kroner til at accelerere den grønne udvikling
Bæredygtighed | Af kej |
Industriens Fond og Realdania giver nu en ekstra bevilling til branchens fælles udviklingsplatform, ConTech Lab, for, at byggeriet skal digitaliseres hurtigere og blive mere bæredygtigt.
Ifølge Industriens Fond og Realdania er en af nøglerne til at mindske udledningerne og sikre et bæredygtigt byggeri et øget fokus på digitalisering og teknologi.
Derfor har parterne netop bevilliget yderligere 30 mio. kroner til at gøre udviklingsplatformen ConTech Lab, som Molio står i spidsen for, til en fast del af byggeriet.
Læs også: Trekløveren afslutter grøn Gartnerby
Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond, fortæller, at en øget digitalisering ikke kun er grundlaget for at sikre en bæredygtig byggebranche, men også et afgørende skridt i at kunne styrke byggeriets konkurrenceevne og derigennem øget produktiviteten, så de enkelte virksomheder og branchen som helhed kan fremtidssikres:
- Byggeriet står som branche overfor en stor opgave med at sikre den fremtidige konkurrenceevne, og her er den digitale omstilling central. Hvis vi skal kunne øge både produktiviteten og bæredygtigheden, så er det helt afgørende, at vi kan udbrede digitale værktøjer, som gavner de hundredvis af SMV'er i byggebranchen, som ikke selv har ressourcerne til at sætte gang i omstillingen. ConTech Labs anvendelsesbaserede tilgang sikrer, at vi prøver teknologi og digitale arbejdsmetoder af i praksis for herefter at omsætte resultaterne til skalerbare løsninger til gavn for den brede branche.
Nye teknologier, løsninger og læring
I sit første år har ConTech Lab skabt de første resultater med en bred involvering af byggeriets virksomheder. Med den ekstra bevilling skal grundlaget nu skabes for, at den danske byggebranche kan blive frontløber indenfor fremtidens byggeri og samle branchen om fælles, grønne løsninger:
- Der er et stort potentiale for at understøtte den grønne omstilling i byggeriet gennem øget anvendelse af digitale værktøjer i byggeprocessen. Vi skal tænke smartere og udnytte digitaliseringen til at sikre bæredygtighed, kvalitet og mere værdi. Her kan ConTech Lab spille en vigtig rolle ved at samle byggeriets aktører og afprøve nye teknologier og løsninger og sikre læring bredt i byggebranchen, ikke mindst blandt byggeriets mange små og mellemstore virksomheder, fortæller Lennie Clausen, programchef i Realdania.
Der har manglet én samlet indsats
Hos Molio ser man frem til - igennem praksisnære projekter i tæt samarbejde med virksomheder fra hele byggebranchen - endelig at få nedbrudt de barrierer, der har stået i vejen for at skabe en digital og fremtidssikret byggebranche:
- Vi kan se, at der er en kæmpe efterspørgsel på de digitale løsninger, der fungerer i praksis, fordi der har manglet én samlet indsats på tværs af branchens værdikæde. Der har vi nu skabt momentum, og vores vision er helt klart, at vi kommer til at accelerere udviklingen markant, så vi kan få indfriet det enorme potentiale, og så den danske byggebranche bliver én, resten af verden kigger efter for de gode løsninger, fortæller Christina Hvid, der er administrerende direktør for Molio.