BIG's 'pioner-plads' giver ro til esbjergenserne
Arkitektur | Af Kenneth Jørgensen |
Offshore-pioneren Henning G. Kruses plads foran Musikhuset Esbjerg er inspireret af bygningens arkitektur, musikken og havet, der kendetegner byen. Stedet er nu for alvor blevet et samlingssted for borgerne.
- Vi havde en drøm om, at Esbjerg skulle have en plads, der er smuk, og som kan samle folk på kryds og på tværs. Det, synes jeg, at BIG er lykkedes med i deres design. Jeg er glad for og stolt over, at esbjergenserne har taget så godt imod pladsen og bruger den aktivt, som den var tiltænkt.
Sådan siger Marianne Kolenda Kruse, formand for Henning G. Kruses Fond, om den nye, levende forplads til Musikhuset Esbjerg og Esbjerg Kunstmuseum, der officielt blev indviet for godt et år siden og altså nu beviseligt er taget til sig af lokalbefolkningen.
Henning Georg Kruse er stifter, ejer og forhenværende adm. direktør i Esbjerg Oilfield Services og regnes som en af pionererne inden for dansk olie- og gasaktivitet, der har sat Esbjerg på verdenskortet.
I dag er Esbjerg Danmarks femtestørste by og port til mange grønne energiprojekter i Nordsøen. Over årene har byen også investeret i et væld af kulturtilbud, hvilket Henning G. Kruses Plads er et af de seneste eksempler på. Pladsen er tegnet af BIG Landscape for Henning G. Kruses fond, som har doneret pladsen til Musikhuset og esbjergenserne.
Et poetisk sted selv børn forstår
Med respekt for Utzons originale Musikhus er pladsen udformet som en forlængelse af den eksisterende arkitektur, som den dominerende søjlestruktur, der trækkes med ud fra foyeren til Havnegade, hvor søjleskoven indvendigt vokser sammen med birkeskoven udvendigt og skaber en glidende overgang mellem de forskellige rum.
Musikhusets forplads, som tidligere var bar og derfor primært blev benyttet som gennemgang, er nu transformeret til en birkeskov med et bassin i midten, som indbyder til ophold for Musikhusets gæster og forbipasserende.
- Designet er inspireret af tre ting; den eksisterende arkitektur i Musikhuset, musikken i Musikhuset og havet. Vi har kombineret de tre ting i et simpelt greb, der både skaber et samlingssted for byens borgere og besøgende af Musikhuset, samtidig med at den cymatiske pool er et overraskende element. Et poetisk sted for ro og reflektion, samtidigt med at pladsen formidler og repræsenterer musik som bølger, så selv børn kan forstå det, fortæller David Zahle, arkitekt og partner hos BIG - Bjarke Ingels Group.
Et bymæssigt "gesamtkunstwerk" i mindre skala
Pladsen hædrer byens tætte bånd til havet med et rundt bassin i birkeskoven, der skaber mønstre i vandoverfladen gennem musikalsk tonepåvirkning fra husets scener eller via forprogrammerede vibrationer, så vandet konstant holdes i bevægelse.
Bassinet måler 10 meter i diameter, og vandet er en reference til havet og en hyldest til Henning G. Kruses virke rundt om i verden.
- Den nye forplads til Musikhuset Esbjerg og Esbjerg Kunstmuseum er sammensat af en række arkitektoniske detaljer tegnet specifikt til pladsen, siger Søren Martinussen, associate og projektleder hos BIG - Bjarke Ingels Group, og uddyber:
- Det gælder de kurvede stållinjer, de cirkulære riste med moire-effekt omkring træerne, pladsens lysmast, cykelstativerne og det vibrerende bassin, alt sammen udformet i fem mm rustfrit stål, der står i subtil kontrast til betonens håndkostede overflade og birketræernes hvide stammer og grønne kroner. På denne måde repræsenterer Henning G. Kruses Plads et bymæssigt "gesamtkunstwerk" af BIG i mindre skala.