Svenske Fasadgruppen i sit fjerde danske opkøb
Erhverv | Af Kenneth Jørgensen |
Fasadgruppen har nu også erhvervet sig murer- og entreprenørvirksomheden OPN Entreprise, der i regnskabsåret 2020/21 opsatte for cirka 29 millioner kroner.
For to år siden foretog svenske Fasadgruppen deres første opkøb uden for Sverige, da man overtog murerfirmaet, P. Andersen & Søn.
Siden fortsatte man med at styrke sin nordiske position med købet af danske facadevirksomhed, Cortex, efterfulgt af endnu en dansk erhvervelsen i form af Byens Tag & Facade med 69 fuldtidsansatte og en omsætning på cirka 164 millioner kroner i regnskabsåret 2020.
Dengang sagde Peter Andersen, forretningsområdechef for Fasadgruppen Danmark:
- Byens Tag & Facade bliver vores tredje erhvervelse i Danmark og er en perfekt tilføjelse til vores øvrige virksomheder, især i kraft af deres solide kompetence inden for tagarbejde og vinduesudskiftning - et tilbud, som vi ikke tidligere har haft på markedet. Vi ser også et rigtig godt kulturmatch, da Byens Tag & Facade har arbejdet med et tydeligt bæredygtigheds- og medarbejderfokus. Deres arbejde med digital projektledelse håber vi at kunne at drage nytte af i resten af Fasadgruppen.
Et fremragende supplement
Men det det tredje danske opkøb, der skete i maj i år, er hurtigt blevet til et fjerde i form af murer- og entreprenørvirksomheden OPN Entreprise (OPN).
Virksomheden blev grundlagt af murermester Otto P. Nedergaard i 1950 og udfører primært mure- og pudsearbejder på kulturbygninger i København. Blandt de tidligere projekter finder man en lang række opgaver på de kongelige slotte i Danmark. OPN har 31 fuldtidsansatte og omsatte for cirka 29 millioner kroner i regnskabsåret 2020/21.
- OPN har opbygget et meget stærkt omdømme på det danske marked inden for mure- og pudsearbejde, og vi er glade for at byde dem velkommen hos Fasadgruppen. De bliver et fremragende supplement til vores eksisterende aktiviteter i Københavnsområdet, hvor vi tidligere har manglet et tilbud inden for traditionelt murerarbejde, siger Peter Andersen, Fasadgruppen Danmark.
- Med mere end 70 år i branchen føles skridtet ind i Fasadgruppen som et spændende næste skridt for OPN. Vi ser frem til at dele vores viden og at samarbejde med de andre virksomheder i Danmark, siger Karsten Lange, administrerende direktør i OPN.
Fasadgruppen finansierer opkøbet af samtlige aktier i OPN med egne likvide midler og nyemission af aktier.