Dansk konsortium vil skabe en af verdens sundeste bydele
Statens Ejendomsselskab Freja har fundet nye ejere til jernbanebyen i København.
Jernbanebyen er den sidste store brik i byudviklingen i det sydlige og centrale København. Det 365.000 kvadratmeter store byudviklingsområde skal omdannes til en ny bydel, som får to større parker og tre fodboldbaner.
Den ene ejer, Freja Ejendomme, har netop solgt sin del af Jernbanebyen - en grund på 78.000 kvadratmeter - til et konsortium bestående af NREP, Novo Holdings og Industriens Pension, som dermed fremadrettet inddrages i udviklingen af området.
- Vi har længe haft en drøm om, at Jernbanebyen skal blive en helt særlig bydel, der sætter nye standarder for bevaring og transformation af områdets bygningsarv, for bæredygtige løsninger på både bygnings- og bydelsniveau og etablering af grønne, aktive fællesskaber. Med Baneby Konsortiet som vores udviklingspartner har vi sikret, at det ikke blot bliver ved drømmen, men at vi kan videreudvikle og realisere drømmen i fællesskab - vi deler den samme vision, siger Carsten Rasmussen, direktør i Freja Ejendomme.
Ambitioner helt i top
Det nyetablerede Baneby Konsortiet, som ejes ligeligt af NREP, Novo Holdings og Industriens Pension, skal nu arbejde videre med Team Cobes projekt, 'Jernbanebyen - på sporet af en grøn, bæredygtig bydel', som i foråret vandt arkitektkonkurrencen for området.
- Team Cobe har lavet et fantastisk projekt, og vi støtter fuldt ud Københavns Kommunes ambition om at skabe en grøn bydel med blandede boliger. Samtidig vil vi benytte den unikke mulighed, det er at arbejde med en ny bydel, og sammen med blandt andet Freja og Team Cobe skabe en bæredygtig bydel i verdensklasse. Det gælder miljø og klima og i særdeleshed også sundhed, hvor vi med vores kompetencer inden for bygninger og byrum har sat os det mål at skabe en bydel, der er blandt verdens sundeste, siger Jens Kramer Mikkelsen, byudviklingsdirektør i NREP og tidligere overborgmester i København.
Optimeret på rekreative områder
De sundhedsmæssige ambitioner skal blandt andet indfries ved at reducere CO2-aftrykket og anvende miljøvenlige og energirigtige byggematerialer.
Bygningerne optimeres i forhold til indeklima, akustik og dagslys, ligesom det grønne væv og rekreative områder mellem bygningerne kommer til at kendetegne livet i den sydlige del af Jernbanebyen og bidrage til områdets biodiversitet.
Spildevand og madaffald skal nyttiggøres lokalt, ligesom der er en ambitiøs plan for bæredygtighedscertificering på både bygnings- og bydelsniveau. Eksempelvis er det planen at alle boligejendomme skal have DGNB Guld og DGNB Hjerte.
- Vi ser store perspektiver i udviklingen af Jernbanebyen, og investeringen passer godt ind i Novo Holdings' strategiske fokus på at investere i bæredygtige ejendomme og infrastruktur. Vi forventer, at investeringen vil generere et attraktivt afkast og ser samtidig en spændende mulighed for at indgå i en langsigtet værdiskabelse i Baneby Konsortiet og derigennem bidrage til en ambitiøs, sund og grøn udvikling af København med fokus på mangfoldighed, siger Morten Beck Jørgensen, Managing Partner, Novo Holdings.
Fra vision til lokalplan
Freja Ejendomme har, sammen med den anden grundejer, DSB Ejendomsudvikling, gennem en længere periode arbejdet med at omsætte forslaget fra Team Cobe til en endelig helhedsplan, der skal danne grundlag for startredegørelse og lokalplan for Jernbanebyen.
Denne proces gennemføres fortsat i tæt samarbejde med Team Cobe, Københavns Kommune, lokaludvalg, naboer og andre interessenter i en åben og inddragende proces.
Fremadrettet vil NREP, Novo Holdings og Industriens Pension nu også indgå i dette arbejde, hvor ideer og ønsker skal omdannes til konkret lokalplan:
- Vi er glade for at bidrage til udviklingen af en ny stor bæredygtig bydel til københavnerne. Det bliver en mangfoldig bydel, hvor der bliver en rigtig god blanding af alment byggeri, byggeri til unge og til ældre, ejerboliger, og hvor vi forventer mange nye arbejdspladser. Det er en langsigtet investering og et partnerskab, som vi forventer vil give solide og stabile afkast til medlemmerne i mange år frem, siger Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer i Industriens Pension.
Freja Ejendomme og Baneby Konsortiet vil i den kommende tid igangsætte dialog med interesserede aktører i Jernbanebyen - herunder ikke mindst de almene boligselskaber.