Ejendomsbranchen står over for flere digitale hindringer
Byggeri | Af Kenneth Jørgensen |
Lysten til at gennemføre øget digitalisering i ejendomsbranchen er stigende. Men en ny rapport viser, at kompetencerne er skævt fordelt, et sammenhængende dataflow mangler, og så spænder lovgivningen til tider ben for mulighederne.
En netop offentliggjort rapport fra EjendomDanmark, PwC, Rambøll og Build på Aalborg Universitet giver nu mulighed for at få et overblik over, hvor udbredte digitale værktøjer reelt er i ejendomsbranchen. Rapporten 'Status for digitaliseringen af ejendomsbranchen i dag' viser, at stadig flere virksomheder har fået øjnene op for, at digitalisering er et vigtigt redskab for en bæredygtig virksomhed.
Læs også: Byggefaktas krystalkugle: Byggefesten fortsætter i 2022
Branchens digitale rejse er dog stadig i sin spæde begyndelse:
- Presset for digitalisering i branchen har traditionelt ikke været voldsomt stærkt, men billedet, som denne rapport tegner, synes under forandring. Drevet frem af investorønsker ser flere og især større ejendomsvirksomheder i dag bæredygtighed i bred forstand - og her menes økonomisk, socialt, miljø- og klimamæssigt - som et konkurrenceparameter, og de ser digitalisering som det centrale redskab til at blive mere bæredygtige, lyder det blandt andet.
- Lysten og modet til at gennemføre en øget digitalisering er gået op de senere år, og vi står på kanten til at opleve en større transformation, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.
Kompetencer er skævt fordelt
I dag oplever man inden for byggeriet en øget brug af nye og databaserede redskaber som eksempelvis BIM, VDC og standarder for dataudvikling, der blandt andet skal hjælpe med et nemmere og bedre visuelt overblik og kvalitetssikring. Desuden produceres i byggeprocessen en lang række data, der er relevante for eksempelvis certificeringer eller senere strategisk udvikling af ejendommen.
Kompetencerne til at drive denne digitalisering findes i byggesektoren, men er skævt fordelt, viser rapporten. Især rådgiversiden mere digitalt kompetente, mens de udførende i mindre grad er:
- Derudover ser vi et paradoks hos bygherren, der er den samlende figur på et projekt og derfor spiller en central rolle for at drive digitalisering frem, men generelt har mindre fokus på digital kompetence- og strategiudvikling, lyder det.
Sammenhængende dataflow mangler
Der er et digitaliseringspotentiale i mange typer af ejendomme, og vejen dertil skal findes i næste fase af projektet, hvor fokus lægges på branchens behov og den digitale værdiskabelse. Det skal ske i samarbejde mellem ejerne og de lejere, der bor og arbejder i de danske bygninger, konkluderer rapporten:
- Udviklingen og brugen af standarder inden for byggeriet er afgørende for den digitale udvikling i dag. Digitale standarder og teknologier fremmes både i reguleringens krav til offentlige byggerier, i byggeriets aftalesystem og i en lang række af branchenetværk og samarbejder med privat deltagelse.
Læs også: Nicolinehus knejser nu i fuld højde
- Den fragmenterede erhvervsstruktur på byggeriets område betyder, at det er udfordrende at skabe et sammenhængende dataflow fra byggefasen til driftsfasen, og at mange af byggeriets virksomheder er tilbageholdende med digitale investeringer, lyder det videre.
Regulering spænder ben
Rapporten viser også, at det er reguleringen, der til tider spænder ben for mulighederne. Hvordan det kan løses, skal der ses nærmere på i begyndelsen af 2022:
- Vi skal have et bedre overblik over de lovgivningsmæssige rammer for digitalisering i branchen, som forhåbentlig afføder en mulighed for at opdatere lovgivningen på en måde, der kommer både lejere og ejere til gode. Begge sider skal i samarbejde undersøge mulighederne, så vi får de regler, der bedst for alle, siger Jannick Nytoft.