Corona medfører ændringer i fremtidens kontorbyggeri
Erhverv | Af Thøger Raun |
I USA falder efterspørgslen på kontorkvadratmeter, men det ser ikke ud til at nå Danmark på samme måde, lyder meldingen fra storinvestor.
I såvel Herning som i hovedstaden er kontorfolket begyndt at vende retur til hæve-sænke-bordene i et mere normaliseret Danmark.
Men det betyder ikke, at alt er som før. Mange arbejdspladser - og medarbejdere - vælger fortsat hjemmearbejde til. Og samtidig står det klart, at nye pandemier kan ramme med kort varsel. Derfor skal arbejdspladsens fysiske indretning gentænkes og indrettes til denne nye virkelighed.
Det konkluderer EjendomDanmark ud fra internationale undersøgelser og forskning i coronaens betydning for kontorejendomme.
- Både medarbejdere og ledere ønsker større fleksibilitet. Det er det entydige budskab i alle analyserne. Det seneste eksempel er fra Norge, hvor en undersøgelse viser, at kun et lille mindretal giver udtryk for at ville arbejde fuld tid på kontoret. Det stiller naturligt nogle helt nye krav til kontoret som arbejdsplads, siger Jannick Nytoft, der er administrerende direktør i EjendomDanmark.
Dommedagsbasuner i horisonten?
Ude i den store verden, vokser usikkerheden da også blandt investorer i kontorejendomme.
Det anerkendte erhvervsmedie The Economist skriver blandt andet, at selv små stigninger i tomgang vil have store konsekvenser for den pris udlejerne kan tage for deres kvadratmeter. Og tendensen med mere hjemmearbejde og færre i storrumskontorerne ses allerede i USA, der som oftest er foregangsland.
"Over there" er der faldende efterspørgsel alt andet end de mest lukrative kvadratmeter, lyder meldingerne. Men herhjemme ryster en af landets største investorer ikke på hånden, når han kigger på det danske marked for kontorudleje.
- Vi er bekendt med udviklingen i USA, men vi har en meget lav tomgang i vores portefølje - og vi har heller ikke oplevet, at mange har opsagt deres lejemål på grund af corona, forklarer Marius Møller til Dagens Byggeri og indskærper, at der selvfølgelig er tale om et øjebliksbillede.
Han, der er direktør i PensionDanmark med ansvar for investeringer i ejendomme, svarer ikke for, hvad der sker på længere sigt, men det næste halve år ser de positive takter ud til at fortsætte, siger han og uddyber:
- Selvfølgelig oplever vi virksomheder, der melder ud, at deres medarbejdere fremover skal arbejde hjemme - også store internationale virksomheder. Men på den anden side, er der næsten fuld beskæftigelse herhjemme - og vi oplever stor efterspørgsel på vores kontorkvadratmeter. Særligt i hovedstaden, lyder det.
Ikke bare kvadratmeter
Og øget hjemmearbejde er heller ikke ensbetydende med, at der skal bruges færre kvadratmeter, lyder det fra EjendomDanmark. Internationale undersøgelser peger snarere på, at kontoret skal ses i et nyt lys.
I Danmark kommer udviklingen til udtryk - dels i en øget tendens blandt især børnefamilier til at bosætte sig uden for København. Det betyder, at der muligvis også opstår nye kriterier for vurdering af, hvad der udgør en attraktiv lokation for et kontor - dels i andre typer af arbejdspladser. Og det kan få betydning for investorer, viser den internationale forskning.
- Fremtidens kontor skal i højere grad ses som et socialt rum, hvor vi har lyst til at tage hen. Undersøgelserne peger på et øget behov for små møderum og sociale faciliteter og færre åbne kontorlandskaber, hvor man tidligere typisk har sparet plads. Så selvom færre er fysisk til stede på arbejdspladsen, betyder det ikke nødvendigvis, at kontoret skal fylde mindre, siger Jannick Nytoft.
Spredte investeringer
Samme erfaring gør sig gældende hos Marius Møller og PensionDanmark. Her har man netop iværksat et byggeri af yderligere 11.000 kvadratmeter kontorhus på Marmormolen i den gamle frihavn i København. For behovet er stort.
- Ejendommene skal have en større fleksibilitet i forhold til arbejdspladser. De nye lejemål skal have flere muligheder for bekræftende fællesskaber - medarbejderne skal kunne pleje relationer med deres kollegaer og chefer, når de er på arbejde, mere end bare sidde bag deres skriveborde, forklarer Marius Møller.
- Den ændring har corona været medvirkende til - og det er vi naturligvis opmærksomme på som investor, lyder det fra direktøren.