Brøndby et skridt nærmere udvikling af giga-projekt
På gårsdagens møde godkendte kommunalbestyrelsen programmet for den fremtidige udvikling af hele bydelen Brøndby Strand.
Vejen er nu banet for at igangsætte et parallelopdrag med henblik på at sikre den fremtidige udvikling af området Brøndby Strand på den københavnske vestegn.
Kommunen har netop givet grønt lys til at sende projektet i udbud. Målet er at få tre tværgående teams til at byde ind med visionære, innovative og realisérbare bud på en udviklingsplan for hele bydelen. Borgmester Kent Magelund (S) udtaler:
- Offentliggørelsen af programmet markerer en vigtig milepæl. Vi har udviklet en stærk vision i samarbejde med engagerede borgere og interessenter, og vi er nu klar til at lade de professionelle teams gå skridtet videre og komme med bud på Fremtidens Brøndby Strand. Det skal blive spændende at se resultaterne, lyder det.
Mange interessenter
Projektet har været på tegnebrættet siden efteråret 2020 og siden foråret 2021 er borgere, politikere, foreninger, boligorganisationer og grundejere blevet involveret i formuleringen af vision, fokusområder og program for Fremtidens Brøndby Strand.
Derudover er der indgået en partnerskabsaftale med de almene boligorganisationer i Brønd Strand Parkerne for at sikre en sammenhængende plan for hele bydelen, ikke mindst i lyset af, at fem af tolv ikoniske højhuse er ved at blive revet ned på grund af for højt indhold af miljøgiften PCB.
Næstformand for PAB, der ejer to af de fem højhuse, Kai Dinesen udtaler:
- Jeg glæder mig til, at vi skal se fremad og via parallelopdraget få forskellige bud på, hvordan hele bydelen kan udvikles til gavn for beboerne. Som boligorganisation glæder vi os særligt til bud på, hvad der kan anlægges i stedet for de fem højhuse, som vi er nødt til at sige farvel til, men også hvordan man kan forbedre vejnettet og udvikle bymidten og dermed skabe bedre sammenhæng med det øvrige af kommunen. Det skal blive interessant at deltage i processen, siger han.
De tre bud
Kommunalbestyrelsen har et stort ønske om at få belyst forskellige bud på en udvikling af bydelen, inden politikerne - i dialog med borgere og interessenter - lægger sig fast på en endelig udviklingsplan.
Derfor inviterer kommunen nu interesserede teams til at byde ind på deltagelse i et parallelopdrag, der gennemføres i perioden november 2021 til maj 2022.
Et parallelopdrag er, når flere forskellige teams arbejder samtidig på hver deres forslag til en udviklingsplan. Valget af teams sker via et EU-udbud, der rummer en option, der giver kommunen mulighed for efter parallelopdraget at arbejde videre med en eller flere af de valgte rådgivere om en endelig udviklingsplan for bydelen.
Under hele processen forventes det, at borgere og interessenter inddrages i planerne for Fremtidens Brøndby Strand. I første omgang via en udstilling af delresultaterne omkring nytår og efterfølgende via en udstilling og et borgermøde i starten af maj.