Kandidaterne til årets Brolæggerpris er fundet
Arkitektur | Af kej |
De tre kandidater er Kongensgade i Esbjerg for sin smukke granitbelægning, de veludførte belægninger på byens torv i Vejle og de værdifulde brosten under asfalten i Linnésgade og Rømersgade i København.
Én million granitsten og seks års arbejde. Det er, hvad der ligger bag renoveringen af den omtrent en kilometer lange Kongensgade samt sidegader. Nu har brolæggerne sat den sidste sten, arbejdet er fuldendt, veludført og borgerne i Esbjerg har fået en gågade, der taler til sanserne.
Granitbelægningen er en fortolkning af Vadehavets mønstre af strømribber i sandbunden, og motivet gennemføres ved at variere granitstenenes farve, størrelse, overflade samt belægningens fald.
Gaderummet er fortsat symmetrisk opbygget med en trafikzone i midten, udstillings- og inventarzone på begge sider og en gangzone langs butiksfacaderne.
Landskabsarkitekt Preben Skaarup har tegnet projektet, mens entreprenørfirmaet Arkil-Stürup har udført den nye belægning.
Mere plads og udtryk som i 30'erne
Det nye Rådhustorv i Vejle bygger på et ønske om at skabe en plads til endnu flere mennesker på byens vigtigste torv og samtidig genskabe det udtryk, som torvet havde tilbage i 30'erne; en stor, åben plads uden trapper og niveauforskelle.
Derfor er det nye torv udformet som en jævn, hældende flade belagt med brosten, som strækker sig fra facade til facade. Det samlende tæppe af granit sikrer fri færdsel for bløde trafikanter og udgør samtidig et solidt underlag for den gennemkørende biltrafik.
Et vandkunstværk, skabt af billedkunstner Jesper Rasmussen, er integreret i belægningen. Værket består af tre aflange, lave spejlbassiner, der hver leder vandet ned til resonansbrønde, hvorved der generes dybe, rumlende lyde, som giver en forestilling om rummet under torvet.
Arkitektfirmaet Schønherr har skitseret, projekteret og ført tilsyn, mens entreprenørfirmaet Østergaard A/S har udført projektet.
Sparet CO2 og bedre projekt
Den oprindelige tanke med renoveringen af Linnésgade og Rømersgade - to små gader i indre København mellem Botanisk Have og Torvehallerne på Israels Plads - var at asfaltere vejene i Linnésgade og Rømersgade samt at genbruge brosten på P-pladser i de to gader.
Men da Københavns Kommune under projekteringen fik foretaget boreprøver, viste det sig, at asfalten gemte på den oprindelige brostensbelægning. Stenene kunne genbruges, og ud over at kommunen gav miljøet en hjælpende hånd og sparede CO2, opnåede man ligeledes et bedre projekt, idet man kunne holde koten ved at reetablere brostensbelægningen og derved undgå, at skulle fræse asfalt af.
I de to gader er knap 1.200 kvadratmeter brosten genbrugt, mens omtrent 50 kvadratmeter gamle og slidte brosten er hentet fra Københavns Kommunes lager.
Kommunen har benyttet Sweco Architects som hovedrådgiver, Gottlieb Paludan Architects har stået for udformning af skitser, mens brolægningsentreprenør Hougaard Svendsen, Scheller Hougaard & Petersen har udført belægningsarbejder.