Kalundborg-Campus klar til studiestart
Professionshøjskolen Absalons nye campusbyggeri Biotek Kalundborg tager mod ingeniørstuderende i september - i et noget usædvanligt byggeri.
Der satses på specialiserede uddannelser i Kalundborg. Odense-entreprenøren Skjøde har netop afleveret 5000 kvadratmeter campus, der skal huse diplomingeniøruddannelserne i bioteknologi og maskinteknologi og professionsbacheloruddannelsen i bioanalytisk diagnostik.
Navnet på den nye campus er Biotek Kalundborg, og den ligger ved Stejlhøj i Kalundborg. Campussen er tegnet som en U-formet bygning, der åbner sig op hen mod henholdsvis Novozymes' og Novo Nordisks domiciler umiddelbart syd for skolen.
- Med de nye rammer bliver vi i stand til at skabe et endnu mere spændende fagligt og socialt studiemiljø, som vil gøre det endnu mere attraktivt at arbejde og studere ved Center for Engineering og Science i Kalundborg, siger Conni Simonsen, centerchef for Engineering and Science i Absalon.
Råt og godt til ingeniørerne
Den rå og lidt industrielle bygning er tegnet af Rønnow Arkitekter i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Rambøll Danmark.
Bygningen rummer stueetage og 1. sal med undervisningsfaciliteter, laboratorier og fællesarealer. Der er også en indskudt mellemetage med fælles hovedindgang foruden kantine og produktionskøkken.
Som noget helt specielt udmærker byggeriet sig ved bl.a. at være udført med et tag, der hælder 2,5 grader på den ene led og 9,5 grader på den anden led. Der er tale om en sammenhængende bygningskonstruktion baseret på en let stålkonstruktion med ganske få betonelementer og visse steder 10-12 meters højde til loftet.
Godt samarbejde bragte byggeriet i mål
Samtidig har bygningen en speciel facadebeklædning af anodiserede aluminiumsplader med stående false på både tag og facader.
Det er den Odense-baserede entreprenør Skjøde, der har stået for opførelsen af byggeriet.
Her fortæller teknisk direktør, Allan Arno, at den specielle konstruktionsudformning og de mange installationer har krævet en tæt og åben dialog mellem, rådgiver og entreprenør.
- Så vi er meget glade for den proces vi har haft med bygherren Absalon, Rønnow Arkitekter og Rambøll. Projektet har krævet et ærligt og ordholdent samarbejde, hvilket vi sætter meget pris på, siger han.
Skjøde vandt hovedentreprisen på byggeriet i konkurrence med fire andre entreprenører, og foruden selve byggeriet omfattede entreprisen desuden terrænarbejder, udendørs studiearealer og en todelt varegård til laboratoriefaciliteter og produktionskøkken.