Arkitema finder partnere til nye satsninger
Arkitektvirksomheden, som nu hører under Cowi, folder sig ud indenfor to felter, som ikke traditionelt hører til i den klassiske del af branchen.
Gennem de seneste år har Cowi og Arkitema integreret virksomhederne i stigende grad, helt ifølge den tre-årsplan, som blev lagt i forbindelse med købet i november 2018.
Et af de næste skridt for Arkitema er at oprette nye forretningsområder, der lægger sig tæt op ad nogle af de områder som Cowi traditionelt er stærke indenfor.
I forbindelse med oprettelsen af to nye forretningsområder, har Arkitema hentet Mette Neimann og John Strandfelt ind som partnere og forretningsområdechefer for henholdsvis Mobilitet og Energi, Vand & Industri, der bliver en del af Arkitemas nye markedsområde Commercial & Infrastructure.
Begge nye partnere har tidligere fungeret som partnere og forretningsområdechefer i Gottlieb Paludan Architects, hvor de har stået bag store og små projekter inden for blandt andet kollektiv transport, energiproduktion og datacentraler.
Netop det indgående kendskab til såvel energiområdet som mobilitetsområdet, har været en afgørende faktor for Jørgen Bach, der er Senior Market Director i Arkitema:
- Udvidelsen med disse nye forretningsområder er en naturlig udvikling for Arkitema. Vores samarbejde med Cowi fungerer rigtigt godt og bliver stærkere og stærkere i kraft af, at vi lærer hinanden bedre at kende, og løser flere og flere store og komplekse projekter sammen. Vi har en klar formodning om, at det her er områder, hvor vi vil skabe stor vækst i de kommende år. Med ansættelsen af John og Mette sætter vi en tyk streg under, hvor vigtigt det er for os, at udvikle disse nye områder. De er begge rutinerede arkitekter, som jeg er sikker på, vil komme til at gøre en forskel for Arkitema både på den korte og på den lange bane.
Masser af potentiale
De to ny partnere i arkitektvirksomheden da også ser et stort potentiale for Arkitema i at bevæge sig ind på nye territorier.
Netop inden for Energi, Vand & Industri og Mobilitet er der mange projekter i fremtiden, og derfor er det også naturligt at Arkitema, i samarbejde med ejerne fra Cowi begynder at fokusere på disse områder.
- Arkitema og Cowi er på en meget spændende rejse, og vi er sikre på, at den integrerede designproces, hvor arkitekter og ingeniører kobles tættere sammen fra start, er en stor del af fremtiden. Vi er vant til at arbejde tæt sammen med ingeniører inden for vores felter, og når man fra start kan sætte holdet, så gør det mange processer meget lettere og vi sikrer et endnu bedre resultat til bygherren. Vi holder som arkitekter den arkitektoniske fane højt, og det ser vi frem til at fortsætte i godt samarbejde med vores nye kolleger i Arkitema, udtaler Mette Neimann og John Strandfelt.
Mette Neimann og John Strandfelt startede i Arkitema 2. august, og arbejder ud fra virksomhedens kontor i Carlsberg Byen i København.