Holstebro og håndværkerne kickstarter den grønne dagsorden
Holstebro Kommune er blevet en del af projektet "We Build Denmark", som kan støtte lokale virksomheder økonomisk og være med til at fremme bæredygtighed i byggeriet.
Stigende krav til bæredygtighed i byggeriet kræver ny viden, i særdeleshed hos tømreren eller mureren. For at styrke de grønne kompetencer blandt kommunens små og mellemstore byggevirksomheder indgår Holstebro Kommune nu i et partnerskab med Realdania, DI Dansk Byggeri og We Build Denmark.
- Det kan være kompliceret at undersøge, hvilke udfordringer moderne, bæredygtigt byggeri medfører og hvilke kompetencer, der skal være til rådighed for en håndværker i dag. Der bliver efterspurgt flere og flere bæredygtige standarder i byggebranchen, og vi vil gerne være med til at skabe de rigtige rammer for vores udførende entreprenører, så de kan være med til at sætte den grønne dagsorden, forklarer erhvervs- og arbejdsmarkedschef i Holstebro Kommune, Søren Landkildehus.
Omstillingen kræver viden
De lokale virksomheder, der bliver optaget i projektet, kan få hjælp til at udvikle og omstille deres ydelser, så de kan overholde bæredygtighedskravene i byggeprojekter. De får mulighed for at blive dygtigere til at rådgive deres kunder om grønne løsninger, og i det hele taget være på forkant med kommende bæredygtige krav i byggebranchen.
- Vi ser et stort potentiale i dette partnerskab, fordi den bæredygtige dagsorden spiller afgørende ind i blandt andet byggebranchen. Det kræver en ny viden om de konkrete kompetencer, der skal til, for at man overhovedet kan byde ind på større byggeprojekter, forklarer Søren Landkildehus.
I den sammenhæng er kommunen også udbyder, når det kommer til anlæg og byggeri.