Trægigant: Vi vil være markedsledende
Nordic Wood Industries opruster med ny bæredygtighedschef i koncernledelsen.
Nordic Wood Industries, der omfatter virksomhederne Palsgaard Spær, CBI Papiruld Danmark, Lilleheden og Roust Træ, etablerede for nylig en helt ny koncernledelse. Den skal sikre, at Nordic Wood Industries fremadrettet i højere grad agerer som én samlet koncern med én fælles retning frem for fire separate virksomheder.
Nu fokus også rettet mod mere bæredygtighed i koncernen. Det sker med ansættelsen af Sana Saleem som ny bæredygtighedschef. Sana Saleem, der i mere end 10 år har arbejdet med bæredygtighed og energioptimering, får således ansvaret for den samlede koncerns strategi for bæredygtighed og skal sikre implementering over for koncernens 400 medarbejdere, som er fordelt på ni lokationer i Danmark og i udlandet.
- Vi vil være markedsledende i Danmark inden for bæredygtigt byggeri, og vi ved, at der i fremtiden vil komme endnu større fokus på bæredygtigt byggeri. Derfor skal vi sikre, at vi har valid dokumentation for de kvaliteter vores produkter besidder, når de indgår i certificerede byggerier, og her kommer Sana Saleem til at spille en helt central rolle, siger medejer af Nordic Wood Industries, Holger C. Hansen, der samtidigt påpeger, at koncernen er i gang med en vækststrategi, hvor man med opkøb af nye virksomheder får brug for en ensretning hen over hele koncernen.
CO2-udledningen skal nedbringes
Ambitionen for koncernen er at bidrage til, at regeringen når deres mål om at nedbringe CO2-udledningen med 70 procent i 2030 i forhold 1990, hvoraf byggeriet alene står for ca. 30-40 procent af den samlede CO2-udledning i Danmark.
- Min opgave bliver at sikre, at vi som samlet koncern tager vores del af ansvaret i forhold til at nedbringe CO2-udledningen på bedst mulig vis. Vi vil for eksempel gerne kunne dokumentere vores andel af CO2-udledning for hvert enkelt byggeprojekt. Vi leverer allerede bæredygtige løsninger til byggeriet med vores træbaserede produkter, som blandt andet er PEFC certificerede. Men der er plads til forbedring for eksempel i forhold til fremstillingsprocessen, siger Sana Saleem.
Den nye 34-årige bæredygtighedschef er uddannet Ingeniør fra DTU og har senest arbejdet som teknisk konsulent hos Palsgaard Spær og inden da i det tidligere Papiruld Danmark.
Sana Saleem tiltrådte stillingen i Nordic Wood Industries 1. juli.