87 bæredygtige boliger på vej i Ørestad Syd
NREP og AG Gruppen har fundet sammen om et nyt projekt, Fælledkarréen. Byggeriet er i gang, og de nye boliger vil stå klar til indflytning i andet halvår 2022.
Nordens største ejendomsinvestor NREP og projektudviklingsselskabet AG Gruppen har sammen opført 1000 boliger i København og har endnu 400 nye lejligheder under opførsel i Sydhavnen. Nu har partnerskabet indgået endnu en aftale. Der er tale om opførelsen af 87 bæredygtige boliger i Ørestad Syd.
- Der er tale om et attraktivt projekt for os som følge af blandet andet kvaliteten i byggeriet, bæredygtigheden og beliggenheden. Vi kender Ørestad Syd godt, og vi har flere investeringer i området. Det er en bydel, vi ser meget positivt på, fortæller Investment director i NREP, Jakob Flymer.
Projektet er allerede præ-certificeret til DGNB Guld, hvilket har krævet en målrettet arbejdsindsats med blandt andet luftkvalitet, udearealer, optimerede dagslysforhold og miljøvenlige byggematerialer.
- Bæredygtighed er et grundelement i vores tilgang til ejendomsudvikling og vores samarbejde med AG Gruppen. Derfor er det naturligt, at det nye projekt vil blive opført efter høje standarder inden for bæredygtighed, siger Jakob Flymer.
NREP og AG Gruppen står også bag det 30.000 kvadratmeter store boligbyggeri Greensquare Garden på Amager, det hidtil største danske boligbyggeri som har opnået DGNB Guld-certificering, ligesom partnerskabet tidligere har opført boligprojekterne Upcycle Studios og Ressourcerækkerne i Ørestad Syd.
Det er Transform Arkitekter, der har tegnet projektet, som bliver en karré-struktur sammensat af mindre huse, der via individuelle proportioner, facader og detaljer skaber lægivende rum til ophold og ro.