A. Enggaard er klar med nye boliger i Brabrand
I disse år skyder en ny bydel med moderne boliger og aktiviteter op på den gamle slagterigrund vest for Aarhus.
I 2008 lukkede Tulip sit slagteri i Brabrand ved Aarhus. Det efterlod grunden og bygningerne uden aktivitet, men i disse år undergår den gamle slagterigrund en forvandling fra råt industrikvarter til en moderne og levende bydel under navnet Høiriisparken.
Det er entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, der i samarbejde med pensionsselskabet PKA, står bag den igangværende byudvikling.
Flere boliger er allerede skudt op og har fundet sine første beboere, og i dag står yderligere 68 boliger klar til indflytning. Denne gang er der tale om almene familie- og ungdomsboliger, der er opført for det almene boligselskab Lejerbo.
- Med afleveringen af de 68 nye lejeboliger har vi nået endnu en vigtig milepæl på den gamle slagterigrund, og det er skønt at se, at området blomster mere og mere op. Vi har haft fokus på at skabe et godt boligmiks, der kan rumme både familier, unge og seniorer, og med grundens placering tæt på et fredet naturareal og syd for det eftertragtede Helenelyst samt med mange attraktive muligheder såsom Aarhus Ådal og Brabrand-by, får beboerne gode udfoldelsesmuligheder, siger Jens Skinnebach, der er afdelingschef hos A. Enggaard.
Populære lejeboliger
De 68 nye lejeboliger fordeler sig på 32 nye familieboliger, der er bygget som fire- og treværelses rækkehuse i to plan med private terrasser, og 36 ungdomsboliger, som alle er indrettet som to- og treværelses boliger med mulighed for opholdszoner på altangangen og det grønne fællesareal mellem bygningerne.
Lejerbo Århus er - via aarhusbolig.dk - allerede i fuld gang med udlejningen af de mange nye boliger:
- Vi oplever en rigtig fin interesse for boligerne, siger Inge Køster, formand for Lejerbo Århus, og tilføjer:
- Det er ingen hemmelighed, at vi er stolte af at kunne tilbyde så flotte, nyopførte boliger med så god en beliggenhed til vores boligsøgende.
Foruden de nye familie- og ungdomsboliger fortæller Jens Skinnebach, at yderligere 86 boliger - der vil blive udlejet i regi af A. Enggaards og PKA's fælles ejendomsselskab PKAE - også snart står klar til indflytning i den nye bydel.
Udviklingen af hele Høiriisparken ventes at forløbe frem til 2022, hvor bydelen i alt vil rumme 292 boliger.