Midtjysk modulbygger indleder innovativt samarbejde
Concept Living ønsker at løfte permanent præfabrikeret modulbyggeri til nye, æstetiske højder.
På papiret ligner det umiddelbart et umage par. Men i realiteten er modulproducenten Concept Living og design- og konceptbureauet Njordrum måske skabt for hinanden. Det er i hvert fald håbet fra førstnævntes side.
Midtjyske Concept Living, som er søstervirksomhed til ABC Pavilloner, har nemlig netop indgået et fast samarbejde om at udvikle arkitekturen omkring systematisk, præfabrikerede modulbyggerier, fortæller direktør i Concept Living, Kjeld S. Facius.
- Man kan på mange måder sige, at vi som modulbygger nok er en modsætning til et design- og konceptbureau - ikke fordi, vi ikke bygger flotte moduler, men fordi vi lever af kassetænkning og faste procedurer, hvorimod arkitekter ved hvert nyt projekt tænker i nye rammer og arkitektur. Men den forskellighed tror vi, at der kan komme noget rigtig godt ud af at kombinere, siger han.
Synergi i kompetencerne
Konkret betyder samarbejdet, at Concept Living og Njordrum vil udnytte den synergi, der ligger i at bringe de forskellige kompetencer ind i udviklingen af nye og innovative, præfabrikerede modulløsninger.
- Som arkitekter er vi skolede i at starte forfra hver gang for at skabe unikke og varierende løsninger til hvert projekt. Den tankegang skal vi nu vende på hovedet og i stedet udvikle løsninger, som både kan bruges hver for sig og sættes sammen til større enheder og til mange forskellige formål, siger arkitekt og designer MAA samt partner i Njordrum, Lars Vejen. Han uddyber:
- Vi har fundet den perfekte samarbejdspartner i Concept Living, da deres meget professionelle og strømlinede produktion giver en kort og effektiv byggetid, så vi sammen kan levere gennemtænkte og velproducerede koncepter til en god pris, lyder det.
Flere projekter i gang
Concept Living og Njordrum skal de kommende måneder fokusere på dels at løfte permanent præfabrikeret modulbyggeri til nye højder og dels at udbrede kendskabet til samarbejdet.
Blandt andet derfor deltager de sammen på Social- og Sundhedspolitisk Forum arrangeret af KL den 10. og 11. juni, hvor de blandt andet præsenterer nogle af deres arkitektoniske modulløsninger særligt til botilbud- og plejesektoren.
- Det er rigtig dyrt at have den forkerte kapacitet, uanset om det drejer sig om for få eller for mange kvadratmeter i eksempelvis botilbud, plejehjem eller institutioner. Her er modulelementer virkelig en god løsning, fordi det er utroligt nemt at skalere op og ned efter behov. Moduler fra Concept Living er bygget til netop at kunne klare flere flytninger, hvilket gør det meget fleksibelt at justere kapaciteten. Det er således en rigtig god løsning, som vi tror, vi kan hjælpe Concept Living med at komme endnu længere med ved at tilføre dem et konceptuelt og arkitektonisk løft, siger Lars Vejen.