Som en åben bog - Cobe tegner svensk bibliotek
Arkitektur | Af mir |
Gøteborg skal have et nyt universitetsbibliotek, og den opgave har den danske tegnestue Cobe med Dan Stubbergaard i spidsen vundet.
Man kommer ikke til at gå fejl, når det 16.000 kvm. nye bibliotek i Gøteborg slår dørene op. For udefra ligner biblioteket i høj grad det, det er.
- Bogen har fungeret som inspiration og udgangspunkt for designet - både volumenet, farverne og materialerne kan forståes som en bog, der åbner sig. Uanset hvilken retning man kommer fra, inviteres man indenfor, fortæller arkitekt og grundlægger af tegnestuen Cobe, Dan Stubbergaard, om designet af biblioteket, som Cobe netop har vundet konkurrencen om.
Designet forener bogens lethed og tyngde, og det ses som små krumninger i bygningen og dens lodrette facadelinjer - de er som siderne i en bog.
Som et fyrtårn for viden
Biblioteket får derudover en åben og transparent stueetage med store gulv-til-loft-vinduer. Ambitionen er, at huset flyder sammen med den omkringliggende park og inviterer nuværende og nye brugere indenfor, samtidig med at det markerer sig på toppen af universitetsområdet Näckrosen, som et fyrtårn for viden.
Det nye universitetsbibliotek skal ligge midt i byen, i universitetsområdet Näckrosen, tæt på mange af byens kulturinstitutioner og universitets kunstneriske og humanistiske fakultet.
Huset skal skabe nye, attraktive rammer for viden og forskning i den svenske universitetsby og samtidig samle de nuværende biblioteker for humaniora, kunst, musik og drama.
Fjerde Cobe-byggeri i Gøteborg
Universitetsbiblioteket forventes påbegyndt i 2025 og færdiggjort i 2028. Det bliver samtidig Cobes fjerde byggeri, som skal realiseres i Sveriges næststørste by Gøteborg.
Sidste år kunne arkitektvirksomheden offentliggøre deres designcenter for den kinesiske bilmastodont Geely, som står klar i 2022.
I starten af året kunne Cobe ligeledes fortælle, at de havde vundet konkurrencen om et 100 meter højhus, kaldet Global Business Gate, der skal stå færdigt i 2025. Begge byggerier ligger lige ud til Gøteborgs centrale havnefront.
Derudover tegner Cobe også Gøteborgs Botaniske Have.