Byggemarkedskæde i topform jagter nyt land
Davidsens Tømmerhandel voksede 1 mia. kroner i 2020 og tredoblede overskuddet - nu skal der gøres nye opkøb og Sjælland er i sigtekornet.
Kampen om de gode salgssteder skærper til blandt byggevareleverandørerne. Og Sønderjyske Davidsen har i den grad stemplet ind. Fra at være en regional kæde har flere opkøb bragt kæden op og ud i landet. Både med enkelt-opkøb og så af hele Optimera-kæden.
Resultatet er en markant vækstrejse, hvor Davidsen nu lander omsætningen på 3,348 mia. kr. mod 2,306 mia. kr. i 2019. Samtidig springer resultatet på bunden frem med 78 mio. kr. til 108 mio. kr. før skat - en tredobling i forhold til 2019.
- Vi har fremgang i alle dele af forretningen og i alle dele af landet, hvor vi nu er til stede og har fået Optimera-kæden effektivt integreret. Så oven i den positive udvikling i markedet høster vi nu frugterne af de synergier, vi har skabt på indkøb, sortiment og en samlet administration. Det er klart, at de positive erfaringer vi har fra Optimera-casen understøtter vores interesse flere opkøb, siger adm. direktør Henrik Clausen.
Hos Davidsen er man godt på vej med at udbygge positionen i markedet. I 2021 med et opkøb på Fyn og med etablering af nyt salgskontor i Svendborg.
Sjælland - nu kommer vi!
- Og der er stadig interessante opkøbsmuligheder, som vi ser på - ikke mindst på Sjælland, hvor vi ønsker at styrke Davidsen på det professionelle marked. Med vores stærke lønsomhed og soliditet er vi klar til at slå til, når de rigtige muligheder opstår.
Davidsens Tømmerhandel forventer, at 2021 byder på fortsat høj aktivitet inden for det professionelle byggeri, hvor størstedelen af forretningen ligger.
Men også på privatmarkedet ser man ind i et år, hvor fremgangen ventes at fortsætte. På tværs af kundegrupper ser den sønderjyske byggevarekoncern samtidig ind i et år med fremgang i onlinesalget.
For regnskabsåret 2021 forventer Davidsens Tømmerhandel et resultat før skat på niveau med 2020.