We Build Denmark tager hånd om træbyggeriet
InnoByg er lukket ned, men hos WE Build Denmark vil det stadig være muligt at blive klogere på det hypede byggemateriale.
Selv om spotlyset i den grad er rettet mod træ i byggeriet, er der mere end nogensinde brug for at dele viden og erfaring om netop træbyggerier. Det mener Peder Fynholm fra Teknologisk Institut, som er leder af netværksgruppen om træbyggeri.
- Der er momentum lige nu, og en opmærksomhed på træ som byggemateriale, som vi skal udnytte, siger han.
- Noget af det, vi vil have fokus på i netværksgruppen for træbyggeri, er de potentielle fejl, som vi ved, at byggebranchens aktører kan komme til at begå, når de bygger med træ. En klassisk fejl er at tro, at træ skal behandles på samme måde som andre byggematerialer, eksempelvis ude på byggepladsen, understreger Peder Fynholm.
Ny klyngeorganisation
For Marianne Meyer Jakobsen, sekretariatsleder i We Build Denmark og tidligere netværksleder i InnoByg er videreførelsen af netværksgrupperne en væsentlig del af de tilbud, som klyngen har til deres medlemmer.
- Med netværksgrupperne giver vi vores medlemmer en mulighed for at dykke dybere ned i en række faglige emner, end vi ofte gør på vores større events. Ud over netværksgruppen for træbyggeri, har vi fortsat netværksgrupperne om bæredygtig beton og FN 17's verdensmål i byggeriet, siger hun og uddyber:
- Det er en rigtig god mulighed for vores medlemmer at deltage i de faglige netværksgrupper og som medlem kan man deltage i alle de netværksgrupper man ønsker.
Et af formålene med Netværksgruppen for Træbyggeri er at hjælpe bygge- og anlægsbranchens aktører med at få ny viden om træbyggeri, blandt andet ved at deltage i de planlagte netværksgruppemøder.
- Vi holder som udgangspunkt fire faglige netværksgruppemøder. Datoerne er på plads, og det første netværksgruppemøde er 27. april, hvor vi også inviterer medlemmerne til at byde ind med emner til de kommende møder, siger Peder Fynholm.