Dansk tegnestue hitter i Berlin
C.F. Møller Architects i Berlin er vokset fra sit nuværende kontor og flytter til nye og større lokaler i Neue West.
Den danske tegnestue C.F. Møller Architects etablerede i sommeren 2019 et kontor i Berlin. Allerede nu er de vokset fra dette første atelierlokale og flytter til Neue West for at få plads til de 25 arkitekter, der arbejder i Berlin-afdelingen i dag.
- Vi er meget glade for den udvikling. Vi har fået en god modtagelse i Tyskland, hvor vi oplever stor efterspørgsel efter vores nordiske værdier og integrerede designtilgang i kombination med god lokal indsigt og forståelse for tysk kultur, tyske traditioner og de tyske myndighedsbestemmelser, siger Julian Weyer, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.
Kontoret i Berlin ledes af Heiko Weissbach, som er tysk, men uddannet arkitekt i Danmark. Han kom til C.F. Møller Architects i 2019 for at etablere den nye Berlin-afdeling.
- Det er gået stærkt siden starten, og jeg er meget tilfreds med de resultater, vi har opnået indtil videre, siger han og sender en tak til kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere.
Tempo på Tyskland
C.F. Møller Architects er engageret i en lang række projekter i Tyskland fra boliger til kontorbygninger, fra udarbejdelse af masterplaner til sundhedspleje for både private og offentlige kunder.
Et af projekterne er en bæredygtig udbygning af det tyske miljøministerium i centrum af Berlin. Andre igangværende projekter omfatter udbygning og modernisering af RWTH Aachen Universitetshospital og Städtisches Klinikum Braunschweig, nye kontorbygninger i Werksviertel i München, et nyt hovedkontor til ejendomsfinansieringsselskabet Berlin Hyp, en ny togstation i Hamburg-Altona, den nye Grosshadern LMU Clinic Campus og et boligprojekt kaldet Carossa Quartier i Berlin-Spandau.
C.F. Møller Architects har i dag cirka 300 medarbejdere. Hovedkontoret ligger i Aarhus, og der er afdelinger iKøbenhavn, Aalborg, Oslo, Stockholm, Malmø, Berlin og London.