En kvart milliard frigives til klimarenoveringer
Efter påske åbner Bygningspuljen på 250 millioner kroner, der skal øge antallet af energirenoveringer.
Først til mølle. Det er den metode man har valgt i ansøgningsfasen til en kvart milliard gode danske kroner, som skal komme boligejerne og klimaet til gavn.
I alt har regeringen afsat 675 millioner kroner i Bygningspuljen i 2021 og efter planen deles åres pulje op i tre ansøgningsrunder.
Formålet er at sprede ansøgningerne ud over året for at modvirke stop/go-effekt på markedet, lyder meldingen fra DI Dansk Byggeri, som vejleder selvstændige håndværkere i, hvordan bemeldte håndværkere kan vejlede deres kunder.
Den første ansøgningsrunde viste nemlig, at der var mange fejlbehæftede ansøgninger. Energistyrelsen er ved at forbedre ansøgningsportalen, så den er nemmere at bruge, men samtidig lægger den ny bekendtgørelse op til at fejlbehæftede ansøgninger sorteres fra.
Tre områder får støtte
Bygningspuljen er en statslig tilskudsordning målrettet alle typer af helårsboliger. Tilskudsordningen har til formål at mindske energiforbruget og omstille varmekilder i boliger til varmepumper.
Boligejere har mulighed for at søge tilskud til tre overordnede områder: Forbedringer af bygningers klimaskærm, konvertering fra olie- og gasfyr til luft/vand varmepumpe eller jordvarme samt optimering af drift.
Der var en stor interesse for at søge om tilskud i 2020-puljen. I fjor var 245 millioner kroner afsat til klimaforbedringer, og da ansøgningsrunden blev skudt i gang i efteråret blev puljen opbrugt på bare fire dage.