Minister rejser tvivl om udviklingen af Lynetteholm
Eksperter lufter kritik af manglende miljøredegørelser for Københavns enorme ø-projekt.
Der var store armbevægelser, da tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede sin vision for Lynetteholmen - en ny ø i indsejlingen til København, der skulle løse en god håndfuld problemer: Boligmangel, trafikproblemer og klimasikring med mere.
Men nu afleverer trafikminister Benny Engelbrecht (S) en udtalelse til DR, som rejser tvivl om projektet - i hvert fald bolig- og trafikdelen. "Men kan man forestille sig, at Lynetteholmen ikke bliver mere end en ø i vandet?", lyder spørgsmålet fra DR's journalist, til hvilket ministeren svarer:
- Man kan forestille sig mange ting, man kan forestille sig store finanskriser eller andre former for kriser, som opstår, siger Benny Engelbrecht til mediet.
Udtalelsen kommer på ryggen af kritik fra flere eksperter, som mener, at projektet ikke har de fornødne miljøredegørelser på plads.
Det er miljøet, dumme
Allerede i år er planen at begynde etableringen af selve øen med jordopfyld fra blandt andet Metrobyggeri med mere - og det vil stå på helt frem til 2070.
Men det er samme jordopfyld, som nu har kastet grus i byudviklings-maskineriet. På den anden side af Øresund har 33 svenske kommuner indgivet et ønske om, at projektet bliver sat på hold, indtil der ligger en samlet miljøredegørelse.
Ifølge svenskerne er der for eksempel ikke regnet på, hvad det betyder for havmiljøet, at der skal hentes millioner ton sand fra Kriegers Flak længere mod syd.
Tanken var, da Lars Løkke Rasmussen præsenterede øen, at man fra 2035 ville begynde at se på byudviklingen. Spørgmålet er, om det nu har længere udsigter.