Alment byggeri får ekstra fokus på regnvandet
Når Dansk Boligbyg inden længe går i jorden på et projekt i Vestjylland, er der virkelig tænkt i dybden med LAR-løsningerne.
I hjertet af Videbæk, vest for Herning, skal Dansk Boligbyg A/S i totalentreprise og i et samarbejde med Erik Arkitekter og Rønslev Rådgivende Ingeniører opføre 38 boliger for Boligselskabet Bomidtvest.
Boligerne opføres som et LAR-projekt. Det betyder, at regnvandet fra tagfladerne afledes til tre bassiner og håndteres lokalt på projektgrunden. Dermed opnås flere bæredygtighedsfordele, lyder det fra afdelingsleder i Dansk Boligbyg, Jannik Jensen.
- Presset på kloakledningerne bliver mindsket, regnvandet benyttes som rekreativt element i byrummet, og bliver samtidig en ressource, der bidrager til at øge biodiversiteten. I tørre perioder vil bassinerne være tørre med græsser, forklarer han og uddyber:
- De nye, almene boliger er anlagt på en naturgrund midt i Videbæk med krydsende vandløb. Derfor skulle vi have lidt ekstra fokus på, hvor regnvandet skulle ledes hen.
Tre punkthuse
Boligerne opføres som tre punkthuse på fire etager plus parterre. Det samlede etageareal udgør 4.565 kvadratmeter.
Husene bliver udført i tegl med murværksdetaljer og brunlige nuancer afstemt med omgivelserne, mens konstruktionerne i råhusene er betonelementer med stålaltaner.
Valget af materialer er ud fra et krav om en lang levetid samt lave drifts- og vedligeholdelses-omkostninger uden at gå på kompromis med byggeriets æstetiske kvaliteter.
Dansk Boligbyg har ikke egenproduktion, men benytter fag- og underentreprenører, hvor der er gjort meget ud af at finde lokale med interesse i at samarbejde om projektet for Boligselskabet Bomidtvest i Videbæk.