Danske Fragtmænd opruster med nye lagerfaciliter
Byggeri | Af loc@fbg.dk |
Danske Fragtmænd opfører nyt lagerbyggeri på 16.000 kvadratmeter i erhvervsområdet ved Østhavnen i Aalborg.
Vækst og fremgang for Danske Fragtmænd har affødt et behov for yderligere lagerkapacitet og forbedret logistik - et behov, som Port of Aalborg nu er med til at opfylde med en netop indgået aftale om opførelse af et nyt 16.000 kvadratmeter lager i erhvervsområdet ved Østhavnen i Aalborg.
- Udvidelsen giver os mulighed for at samle vores aktiviteter på en fælles lokation og på den måde skabe synergi i vores interne logistik. Udover at samle vores lagerhotel, krandivision og håndtering af stykgods, der alle er områder i vækst, skal de udvidede kvadratmeter også danne rammen om et helt nyt pakkesorteringsanlæg, som vi netop har investeret i, siger Bo Kristensen, terminalchef hos Danske Fragtmænd Aalborg.
Den nye lagerbygning til Danske Fragtmænd skal opføres på en grund ejet af Port of Aalborg, som også er bygherre på projektet. Byggeriet er en videreudvikling af Port of Aalborgs Harbour Storage-haller, som der gennem de senere år er opført og udlejet syv af i Østhavnen.
Entreprenøren bag de nye lagerbygninger skal findes via et EU-udbud. AK83 Arkitekter er totalrådgivere på projektet i samarbejde med rådgivende ingeniørfirma Frandsen og Søndergaard. Det er forventningen, at byggeriet påbegyndes inden sommerferien.