100.000 kvadratmeter erhvervsbyg på bedding i Høje Taastrup C
Arkitektur | Af kras |
Ud af 16 byggeretter i området til boliger er der nu kun to tilbage. Turen er nu kommet til salget af seks erhvervsbyggeretter til kontorer til mere end 4000 medarbejdere.
- Vi har kun to byggeretter tilbage til boliger, så nu er turen kommet til seks erhvervsbyggeretter på mere end 100.000 kvadratmeter, siger direktør Lars Bloch fra Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C.
Han håber, at firmanavne som Danske Bank, Ikea, Orbicon samt flere andre virksomheder og organisationer kan være med til at trække nye firmaer til det store byudviklingsprojekt.
Sidste stykke jord i kommunen
EDC Erhverv Poul Erik Bech skal sammen med en anden mæglervirksomhed i fællesskab sælge erhvervsbyggeretterne. Michael Thulstrup, partner og storkundechef siger:
- Høje Taastrup Kommune har ikke mere jord tilbage efter disse sidste byggeretter sælges. Alene af den grund er de store erhvervsbyggeretter ekstra interessante for investorer, developere og virksomheder. Det er selvfølgelig også interessant, da det er et stort, ambitiøst byudviklingsprojekt. Masterplanen er virkelig gennemtænkt med både grønne områder, en bedre adgang til City2 og ikke mindst en rigtig god infrastruktur for beboerne og de mange nye virksomheder, der kommer til byen.
De seks erhvervsbyggeretter er på i alt 107.345 kvadratmeter i spændet fra 13.000 til godt 22.000 kvadratmeter.