Renoverings-ingeniører får kapitalfond som medejer
Bang & Beenfeldt indlemmer Blue Equity i ejerkredsen i den rådgivende ingeniørvirksomhed, som har specialiseret sig i renovering af bygninger i København.
De seneste 10 år har de rådgivende ingeniører Bang & Beenfeldt fokuseret kerneforretningen på renoveringsopgaver i København. Nu investerer kapitalfonden Blue Equity i virksomheden, oplyser ingeniørfirmaet i en pressemeddelelse.
- Det har været afgørende at finde en investor, der både mentalt, styrkemæssigt og ikke mindst menneskeligt er en god, solid og ambitiøs sparringspartner i den fortsatte udvikling af Bang & Beenfeldt, siger Anders Bang Olsen, der er søn af en af grundlæggerne og de seneste år udfyldt rollen som bestyrelsesformand for Bang & Beenfeldt.
- Partnerskabet med Blue Equity giver mulighed for at sætte mere tryk på forretningsudviklingen i de eksisterende forretningsområder og styrke vores organisatoriske og digitale kompetencer endnu mere samt forøge investeringer i nye forretningsområder. Jeg glæder mig til samarbejdet med Blue Equity, og ser frem til at bringe virksomheden op i et ekstra gear, tilføjer Anders Bang Olsen, der får en nyoprettet stilling som direktør for forretningsudvikling.
Den nye konstellation i ejerkredsen er netop trådt i kraft og en ny bestyrelse etableret.