SMVdanmark: Der vil nok komme endnu mere kog under kedlerne i 2021
Erhverv | Af adm. direktør Jakob Brandt, SMVdanmark |
Dagens Byggeri har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2020 - og frem mod 2021. I dag administrerende direktør Jakob Brandt, SMVdanmark.
Hvad har for dig og din organisation/virksomhed kendetegnet 2020?
Turbulent og travlt. For hver uge der er gået, er der kommet nye restriktioner, nye hjælpepakker og nye politiske kampe at gå i kast med.
Der har også været andre store kampe end coronakrisen. Eksempelvis har der været store kampe om Arne-pensionen. Selvom vi er bekymret for, at tidlig tilbagetrækning trækker folk for tidligt ud af arbejdsmarkedet, gik vi ind i kampen med den mission, at rettigheder som minimum bør være de samme for selvstændig og ansatte. Som resultat af vores kamp har selvstændige nu langt bedre adgang til ordningen. Det kan vi godt være stolte af.
Derudover er det lykkedes at få et udvidet håndværkerfradrag ind i finanslovsaftalen, og samtidig gjort mere for at undgå mangel på arbejdskraft i en branche, der er hårdt presset. Bl.a. er der i 2020 tilført flere midler til at sikre flere faglærte i branchen.
Har vi lært noget af corona-krisen, som vi kan bruge fremadrettet?
Vi har lært, at fleksibilitet og omstillingsparathed er en hel central forretningsfordel. Uanset om man er nordjysk virksomhed, hvor de ansatte pludselig ikke måtte møde på arbejde i efteråret, eller om man har mange medarbejdere, der skal testes eller er coronasmittet, så har vi vist, at små og mellemstore virksomheder er vildt omstillingsparate, når det gælder. Kun sådan har vi kunnet klare os gennem året.
Har branchen og myndighederne håndteret udfordringerne tilfredsstillende?
Branchen har klaret sig hammergodt igennem krisen, og er jo faktisk en af de få brancher, der kun er meget begrænset ramt på omsætningen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i 2020 har kæmpet meget med myndighederne for at sikre, at både vejledninger og kompensation kom hurtigt og var overskuelig. Det har været svært for virksomhederne at navigere i de evigt skiftende regler, men omstillingsparatheden har reddet mange.
Hvilke forventninger har du til 2021?
2021 bliver et travlt år. Der er generel travlhed i byggebranchen og med det øgede og udvidede håndværkerfradrag, vil der nok komme endnu mere kog under især det forbrugerrettede marked. Den del af branchen som stadig har ledig kapacitet, kan derfor nok se frem til et år med flere opgaver.