Første råhus er færdigt ved SDU-projekt
På byggepladsen mellem Syddansk Universitet og det kommende nye universitets hospital, Nyt OUH, er det første råhus i det nye fakultetsbyggeri færdigt.
Bag Syddansk Universitet er aktiviteten på byggepladsen høj. I den sydlige ende tæt på områdets anden byggeplads, hvor det nye universitetshospital opføres, står nu et færdigt råhus. Råhuset er den ene af seks bygninger i byggeriet af SDU Sund, der skal forbindes med det nye Odense Universitetshospital, Nyt OUH, så universitet og hospital kædes tæt sammen.
- Med det færdige råhus er vi rigtig godt på vej i den sydlige ende af byggepladsen. Det er her vores byggeri skal bygges sammen med det nye universitetshospital. Det er her universitet og hospital mødes. Nu er råhuset opført, og i slutningen af november begynder vi at sætte beslag op til facaden. Når vi kommer ind i december, går vi i gang med taget, siger Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet. Facaden bliver bygget af præfabrikerede facadeelementer. Elementerne er 12 meter høje og cirka 1,5 meter bredde, og de vil blive løftet med kran og bliver hængt på de opsatte beslag. Et facadeelement vil kunne monteres på cirka 30 minutter. Membranen på taget udlægges i december. Herefter skal taget bygges op med isolering og tagpap. Forventningen er, at råhuset vil have færdigt tag og færdig facade i februar 2021.