25 år for malerfaget
Danske Malermestres direktør Ole Draborg har siddet 25 år på posten - og hans konkurrencegen og mission om at gøre en forskel for medlemmerne er intakt.
Direktør for Danske Malermestre Ole Draborg har 1. november været direktør for brancheorganisationen i 25 år - og han betegnes som direktøren for det hele, der er altfavnende i forhold prislister, malerfaglige værktøjer, politikker, økonomien og mærkesager for malerfaget. Han drives konstant af at udvikle organisationen og gøre en forskel for malermestrene.
- Mit mål for de kommende år er at samle hele malerfaget i Danmark og tydeliggøre, at vi er dem, der udelukkende varetager malerfagets interesser. Med flere ressourcer vil vi blive styrket politisk og kan tilbyde medlemmerne endnu mere, siger Ole Draborg.
Landede i organisationsverdenen
Han er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet fra 1987 med fokus på finansiering og statistik og havde egentlig regnet med en karriere i det private erhvervsliv. Men på uddannelsens sidste semester opfordrede hans underviser i finansiering ham til at søge en ledig stilling som økonom i Håndværksrådet (i dag SMVdanmark). Deres cheføkonom Anders Dam, som nu er direktør i Jyske Bank, havde nemlig fået nyt job. Han fik jobbet og den afsluttende hovedopgave på cand.polit. blev herefter i al hast skrevet i fritiden.
Og sådan startede hans karriere i organisationsverdenen. Med en afstikker til EU Kommissionen i Bruxelles i 1992-93, blev han i 1995 hentet fra Håndværksrådet til Danske Malermestre som direktør.
Dengang var der flere medarbejdere end i dag - og der var ingen afdelingsstruktur. Det fik Ole Draborg hurtigt sat i værk. Der kom både en maleteknisk afdeling, en fagretlig afdeling og en uddannelsesafdeling, så medarbejderne vidste, hvad der forventedes af dem. I dag er der derfor masser af ting på hylderne for medlemmerne - også for dem, der har styr på overenskomsterne og den daglige drift.
- Min filosofi er, at vi skal have varer på hylderne til alle medlemmer, også dem som ikke ringer så tit. Så vi har gennem min tid som chef satset på at udvikle en lang palette af værktøjer til malerfaget, for eksempel senest et elektronisk kvalitetssikringsværktøj, som er gratis for medlemmerne, siger Ole Draborg.
Uddelegerer ansvar
Ole Draborgs ledelsesfilosofi er at sætte rammerne og uddelegere ansvar. Også selvom han godt kan lide at have styr på tingene og hader løse ender. Formanden for Danske Malermestre Per Vangekjær, som han har arbejdet sammen med i over 20 år - de sidste ni år endnu tættere i rollerne som formand og direktør, udtrykker det sådan her:
- Han er god til at samle ting op, effektuere og få ting ud over rampen. Ole holder altid, hvad han lover - og er i alle henseender altid forberedt til tænderne. Det har været en fordel, at han er akademiker, og vi ikke er helt ens. Men vi har stor gensidig respekt - og vi kan ikke finde en bedre mand til at passe på medlemmernes penge.
Selv siger Ole Draborg om samarbejdet, at de supplerer hinanden godt, fordi de vil det samme for Danske Malermestre.
- Per er en fantastisk formand, der hele tiden puster os lidt i nakken, så vi holder os skarpe. Vi skal hele tiden gøre os fortjent til medlemmernes opbakning. Og så er det helt utroligt vigtigt at have en økonomisk styrke og være konkurrencedygtige på vores kontingent. Og ja, det kendetegner mig at være påpasselig med medlemmernes penge, både i stort og småt. For eksempel har jeg lige fået skiftet dæk på firmabilen - og droppede det autoriserede værksted for at få dækkene til halv pris, lyder det.
Der skulle egentlig være afholdt en reception i anledning af jubilæet i starten af november 2020, men den er udskudt på ubestemt tid på grund af coronasituationen.