Dansk trio vinder konkurrence om svensk jernbanebro
Arkitektur | Af hal |
Österdelälvens nye signaturbro skal projekteres af Cowi, broarkitekterne Dissing+Weitling og Arkitema.
Den nye Oxberg-bro samt en separat vejbro skal afløse en af Sveriges få tilbageværende, fuldt kombinerede vej- og jernbanebroer, som spænder over Österdelälven, nord for Oxberg i Dalarne. Det oplyses i en fælles pressemeddelelse fra den vindende trio.
I det naturskønne område, hvor verdens største langrendsløb Vasaloppet finder sted, skal der bygges en markant bro som erstatning for den eksisterende, hvor de arkitektoniske og konstruktionsmæssige værdier understøtter historien om et specifikt sted og som designmæssigt peger ind i fremtiden.
- Udover statikken og de specielle hensyn der tages ved projektering af en jernbanebro, er et af projektets særlige ingeniørmæssige udfordringer Österdalälvens vandgennemstrømning, som giver kraftig erosion omkring broens understøtninger. Indpasning i områdets topografi, hensynet til vandmiljøet og områdets unikke natur og dyreliv på begge sider af elven under og efter selve udførelsen er af stor betydning. Desuden har vi arbejdet med at projektere en relativ enkel stålkonstruktion, som er vedligeholdsvenlig, og som kan fabrikeres og monteres i en smidig og effektiv proces, siger projektdirektør hos Cowi Niels Bitsch.
Et helstøbt forslag
Brokonkurrencen var udskrevet af Trafikverket, der havde fem internationale prækvalificerede hold med på opløbsstrækningen.
I begrundelsen for valget af det danske brodesign, udtaler juryen blandt andet:
- "Kinetik" er et helstøbt forslag, hvor form, konstruktion og realiserbarhed er vægtet lige, og som vidner om et meget vellykket samarbejde mellem arkitekt og ingeniør. De to broer er udformet som en arkitektonisk helhed og udgør på afstand en smuk silhuet - men de er også gennemarbejdet ned i mindste detalje og har kvaliteter selv i den nære skala.
Den udtalelse kan partner og arkitekt hos Dissing+Weitling Jesper B. Henriksen godt genkende.
- Broen bliver enkel og raffineret i sit formsprog - med et dynamisk udseende, der gør, at den falder naturligt ind i omgivelserne og taler ind i stedets historie og position i forhold til et verdenskendt langrendsløb. Vi har skabt et design, som sammen med alle tekniske, miljømæssige og æstetiske kvaliteter kan blive det vartegn, som byen ønsker. De store krystallinske flader vil spille i lyset og danne et harmonisk samspil med vandet og naturen, siger han.
Cowi og Dissing+Weitling har igennem flere årtier arbejdet sammen om skræddersyede bro- og mobilitetsløsninger i mange skalaer, miljøer og lande. I Sverige står teamet således bag Botniabanen langs østkysten i nord og begge firmaer er involveret i arbejdet med Munksjö-broen i Jönköping, Hising-broen i Göteborg samt Skuru broen ved Stockholm.
Oxberg-broen skal efter planen stå færdig i 2024.