Lars Barfoed bliver ny næstformand for By & Havn
Transportminister Benny Engelbrecht (S) har udnævnt Lars Barfoed som ny næstformand i By & Havn. Det sker efter, at den tidligere næstformand, Mads Lebech, er fratrådt for at blive direktør i A.P. Møller Fonden.
Det er en erfaren herre, By & Havn har fået på posten som ny næstformand.
Lars Barfoed har en lang politisk karriere bag sig i Folketinget og i regering som blandt andet transportminister. Før han blev valgt ind i Folketinget var han i syv år direktør for Finansrådet, og i dag har Lars Barfoed sin egen rådgivningsvirksomhed.
Den nyudnævnte næstformand glæder sig til de nye opgaver og ser frem til samarbejdet med bestyrelse, direktion og selskabets medarbejdere om de mange igangværende og fremtidige projekter.
- By & Havn er en rigtig spændende virksomhed, der som udviklingsselskab i København står for ambitiøs og visionær byudvikling på et bæredygtigt grundlag af blandt andet Ørestad, Nordhavn, Sydhavnen, Vejlands Kvarter og i de kommende årtier Lynetteholm, og som samtidig driver Københavns Havn. Derfor er jeg rigtig glad for at være blevet udnævnt til at indtræde i selskabets bestyrelse som næstformand, siger Lars Barfoed.
Formand i By & Havn, Pia Gjellerup, ser frem til samarbejdet.
- Der er ingen tvivl om, at Lars Barfoed med sin brede erfaring fra såvel erhvervsliv som politik har et stærkt afsæt til som næstformand at medvirke til løsningen af de mange opgaver og udfordringer, som By & Havn står over for, siger hun.