Kampsportens Hus gør klar til byggeri
Åbningen af metrostationen på Nørrebro Station sidste år satte skub i udviklingen. Med Kampsportens Hus får området endnu et løft.
Bydelen omkring Nørrebro Station har længe været nedslidt og trængt til et løft. Derfor lancerede overborgmester Frank Jensen (S) sidste år et udspil til at udvikle og genrejse området, så det bliver et trygt, grønt og pulserende centrum på Nørrebro.
Nu tages første spadestik på Kampsportens Hus, der skal huse trænings- og kampsportsaktiviteter for børn, unge, lokalområdet og københavnere. Samtidig bliver huset en vigtig nerve i udviklingen af stationsområdet til et attraktivt kvarter og mødested.
Husets arkitektur er gennemtænkt, så det med sine 3000 kvadratmeter indenfor og et udeareal på 2000 kvadratmeter giver masser af plads til både kampsport, bevægelse, leg og samvær.
- Kampsportens Hus skaber ikke alene en fantastisk ramme om kampsporten i København, men bliver også et vigtigt samlingssted for livet omkring Nørrebro Station. Det er sammen med løftet af Nørrebro Stationsområdet, Lyngsies Plads og metrostationen med til at udvikle hele området og skabe et nyt, trygt og attraktivt miljø på Nørrebro til glæde for børn, unge og københavnere, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Overborgmester Frank Jensen, Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde samt formanden for Nørrebro Taekwondo Klub, Søren Herlev Jørgensen, deltager og holder tale ved første spadestik.
Kampsportens Hus forventes at stå færdigt medio 2022.