Ny direktør for ØT Gruppen
ØT Gruppen styrker ledelsen efter stor aktivitetsfremgang.
ØT Gruppen - der består af Østerbro, Søborg, Vejby og Hornbæk Tømmerhandel samt Københavns Listefabrik - har med tiltrædelse fra 1. august ansat Niels Vergmann som ny administrerende direktør.
På posten afløser han Peter Klindt Jørgensen, der forbliver i direktionen men fra august skifter tilbage sin oprindelige funktion som økonomidirektør med reference til Niels Vergmann.
Niels Vergmann er 53 år og udlært i branchen. Han kommer med 35 års solid brancheerfaring, hvoraf de seneste fem år har været som direktør i XL Møens Tømmerhandel. Tidligere har han også haft stillinger hos blandt andet A. Rindom og Sundolitt. Den nye direktør har således solid erfaring fra "alle sider af bordet" i branchen.
ØT Gruppen har ifølge virksomheden selv gennem de seneste fem år fordoblet aktiviteten både på omsætning, resultat og antal medarbejdere og første halvår af 2020 har slået alle tidligere rekorder på aktivitet. Derfor er tiden inde til en markant styrkelse af ledelsen.
Peter Klindt Jørgensen vil fremover koncentrere sig om at fokusere på økonomi, regnskaber, administration og søster/datterselskaber m.m.
Allan Lundberg vil fortsat være en aktiv del af virksomheden med særlig fokus på salg, køb, kundepleje og service, med tiden dog nok i lidt mindre omfang end hidtil.