Ny fabrik skal stille chokolade-sulten
Pladsmangel og stigende efterspørgsel på luksuriøse chokoladeprodukter er blandt årsagerne til, at Aalborg Chokoladen vil bygge ny fabrik på Aalborg havn.
Aalborg Chokoladen gør sig nu klar til fremtiden og bygger ny fabrik på Aalborg havn. Virksomheden har netop indgået en aftale med Port of Aalborg om et nyt areal på 4000 kvadratmeter på Østhavnens nye udstykning, Ankeret ved Rørdalsvej.
- Vi har i længere tid været udfordrede af pladsmangel på vores nuværende lokation og har set os om efter nye omgivelser, hvor der også er mulighed for at udvikle os og tænke længere ud i fremtiden. Her var placeringen på Port of Aalborgs nye udstykning en rigtig god mulighed, siger indehaver af Aalborg Chokoladen, John Aslak Jensen, der nu får god plads til at udfolde sit chokoladeunivers.
Han peger desuden på, at Aalborg Chokoladens bæredygtige fokus ligger fint i tråd med Port of Aalborgs ambitioner om at gøre området til fremtidens grønne erhvervspark. Port of Aalborg og en række markante, lokale aktører vil nemlig udvikle til Danmarks grønne testområde under navnet Green Hub Denmark.

Sidste år kunne Port of Aalborg berette om planerne om at udvide havnens erhvervspark med en ny udstykning på 140.000 kvadratmeter. Siden er området blevet byggemodnet, første lejer er kommet på plads, og nu når projektet altså en ny milepæl: det første grundsalg.
Opførelsen af Aalborg Chokoladens nye fabrik forventes at gå i gang inden for den nærmeste fremtid.