Koncenton køber boligprojekt i Risskov
100 lejligheder, der henvender sig til unge aarhusianere, er Koncontons første ejendomsinvestering.
Behovet for små lejligheder i Aarhus er stort, hvor massevis af studerende, singler eller det unge par søger tag over hovedet. Sådan lyder analysen fra Søren Lindbjerg, partner hos Colliers, der har formidlet et større ejendomssalg.
Samme konklusion er man nået frem til hos Koncenton, som har slået til og sikret sig en ejendom, der ligger i et nyt boligområde i Risskov Engpark. Der er tale om den første investering hos ejendomsfonden.
- Ejendommen i Risskov er et solidt første projekt i Koncenton Urbans portefølje. Vores erfaring med målgruppen er særdeles god, og den fortæller os blandet andet, at beboerne efterspørger nybygget kvalitetsbyggeri med god og delevenlig indretning - og det er det, denne ejendom tilbyder, udtaler Peter Jørgensen, investeringsdirektør i Koncenton.
De 100 købte lejligheder udgør to ud af i alt tre bygninger i det samlede projekt. Projektets sidste etape, bestående af 48 lejligheder, sættes til salg i starten af juni.
- Jeg forventer ret hurtigt at finde en køber til den sidste del af projektet. Området er meget populært i øjeblikket, det ligger i en ny bydel i rivende udvikling med kort afstand til Aarhus centrum, tæt på skov og vand, og med en god infrastruktur, siger Søren Lindbjerg med henvisning til letbanen, der har stop indenfor 200 meter.