Nyt samarbejde vil gå forrest i bekæmpelsen af ulykker
Øget fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed i topledelsen hos Gentofte Kommune, Vejdirektoratet og det almene boligselskab Bo-Vest skal føre til færre ulykker og mere produktivitet på de tre organisationers byggepladser.
Byggebranchen er plaget af et højt antal ulykker og nedslidning, og frekvensen af alvorlige hændelser falder ikke. Det står i skarp kontrast til eksempelvis offshore-branchen, der har kunnet minimere antallet af ulykker. Hemmeligheden bag succesen er en ledelsesdrevet kulturforbedring, støttet af bedre planlægning og bedre procedurer. Sådan lyder det fra en af kræfterne bag den gode udvikling, tidligere CEO i Maersk Oil, Jakob Thomasen.
Den tidligere Mærsk-chef er hyret ind til at hjælpe Vejdirektoratet, Gentofte Kommune og BO-Vest, der blandet andet står overfor at skulle renovere Mjølnerparken på Nørrebro. Målet er at øget sikkerheden på deres mange byggeprojekter. Det sker som del af et banebrydende udviklingsprojekt under ledelse af Bygherreforeningen med titlen Safety First. Projektet er støttet af Realdania.
Projektet skal i første omgang sikre en reduktion af ulykkesfrekvensen og nedslidningen på de tre organisationers byggepladser og vise vejen til en øget produktivitet. Dernæst skal erfaringer og viden fra projektet i de tre organisationer formidles til resten af branchen og dermed hjælpe andre byggeorganisationer på vej.
Offshore-industrien som forbillede
Bygge- og anlægsbranchen har nogle af landets farligste arbejdspladser. Risikoen for alvorlige ulykker og fysisk overbelastning er mere end dobbelt så høj her sammenlignet med gennemsnittet af alle andre brancher. Der anmeldes i gennemsnit over 5000 ulykker om året, hvoraf over 1000 er alvorlige ulykker.
Offshore-branchen havde for 25 år siden samme udfordringer. Et stærkt ledelsesfokus på sikkerhed gav bemærkelsesværdige resultater blandt andet i Maersk Oil. Ikke nok med at ulykkesfrekvensen blev minimeret, produktiviteten steg samtidig, fortæller Jakob Thomasen.
- I min tid som CEO reducerede vi ulykkesfrekvensen i Maersk Oil med 80 procent, mens vi løftede produktiviteten og reducerede omkostningerne signifikant. Topledelsens vedholdende og stærke engagement i sikkerhed blev nøglen til at skabe forbedring på alle parametre. Målet med Safety First er at overføre de relevante erfaringer fra min tid i Mærsk til den danske bygge- og anlægsbranche, hvor der absolut er plads til forbedring.
Starter med bygherrerne
Det kommer altså ikke kun til gode for medarbejderne at forbedre sikkerheden. Der er penge at spare. Derfor bør arbejdsmiljøet også interessere bygherrerne og de organisationer, som står bag store byggeprojekter, i langt højere grad end det gør nu.
- Bygherrerne spiller en helt central rolle i byggeriets arbejdsmiljø. En forbedret sikkerhedskultur i branchen starter her. Vores erfaring er, at der nok stilles høje krav om sikkerhed og arbejdsmiljø på arbejds-pladserne, men at der mangler strategiske værktøjer til at følge op og kontrollere overholdelse af reglerne, og dermed skabe en reel kulturændring på arbejdspladserne, siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang.
Direktøren i Vejdirektoratet, Jens Holmboe, er enig i at bygherrerne kan gøre en forskel:
- I Vejdirektoratet har vi dagligt fokus på arbejdsmiljø. Men at vi hverken er værre eller bedre end vores branche generelt, er vi ikke tilfredse med. Vi kan helt sikkert, i tæt samarbejde med vores leverandører, gøre en indsats for, at sikkerheden bliver bedre på vores projekter. Det viser vores erfaring. Derfor er vi glade for at deltage i dette projekt.