Vejleentreprenør vender minus til plus
Erhverv | Af Torben Jastram |
Regnskabet for 2019 afslører en omsætning på 369,6 millioner kroner i STB Byg og et resultat på 5,5 millioner kroner.
Efter et minus på bundlinjen på 15 millioner kroner i 2018 kom Vejleentreprenøren STB Byg tilbage på sporet sidste år, hvor resultatet før skat landede i plus på 5,5 millioner kroner.
Omsætningen endte på knap 370 millioner kroner.
- Det er et tilfredsstillende resultat efter vores bump på vejen i 2018, som for første gang i nyere tid endte med et underskud. Så vi er meget stolte af vores hold, som effektivt fik etableret og eksekveret på en recovery-plan, der lykkedes, lyder det fra ejerledelsen, som består af Jens Winther og Jan Olesen.
Oplevelsen i 2018 har givet anledning til refleksion og styrket STB Byg's fokus på det, der er lykkedes godt historisk.
- Vi har simplificeret vores forretningsmodel samt tilpasset organisationen, og råder i dag over et reduceret, men meget kompetent hold af dygtige og loyale medarbejdere, der kan og vil bringe STB ind i fremtiden. Vi lever godt med en lavere omsætning i en periode. Vigtigst er at kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere har en god oplevelse med at være omkring STB BYG, og selvfølgelig at forretningen STB BYG er profitabel, siger administrerende direktør Jens Winther.
Forventninger til 2020 er en lavere omsætning, med minimum samme resultat som 2019. Coronakrisen gør det meget vanskelig at forudsige fremtiden.
- Men STB BYG har en fordel i at være en erfaren landsdækkende entrepenørvirksomhed med egenproduktion. Så vi er forsigtigt optimistiske, siger direktøren.