Erfarne kræfter træder til i Boligfonden Kuben
Boligfonden Kuben har udnævnt sin første direktør i 10 år. Navnet er Sidse Buch, politisk-økonomisk konsulent i BAT.
Man skulle måske ikke umiddelbart tro, at nogen virksomhed kunne køre 10 år uden en øverste ansvarlig i front.
Men det er ikke desto mindre, hvad Boligfonden Kuben har formået. Her overtog sekretariatschef Inger Ravn administrationen af fonden under finanskrisen, hvilket hun ifølge bestyrelsen har gjort glimrende - men hun har gennem længere tid ønsket mere plads til arkitektfaglige opgaver, og løsningen blev, at lade et bestyrelsesmedlemmet Sidse Buch træde ind som direktør.
Som direktør i fonden vil jeg arbejde for at få flere unge ind på håndværksuddannelserne.
Sidse Buch
Boligfonden Kuben
- Vi er virkelig glade for, at Sidse Buch har sagt ja tak til at blive direktør i Boligfonden Kuben. Bestyrelsen er enige om, at hun er den perfekte kvinde til jobbet. Hun har et stort netværk indenfor byggeriet, en naturlig nysgerrighed og et stærkt administrativt gen, siger bestyrelsesformand i Boligfonden Kuben Karen Mosbech.
Fokus på de unge
Sidse Buch har en uddannelse som cand. oecon fra Aalborg Universitet og en diplomuddannelse i ledelse fra DTU. Som direktør for Boligfonden Kuben vil hun især sætte fokus på det gode håndværk, behovet for at få flere unge ind på de håndværksfaglige uddannelser samt innovation og bæredygtighed i byggeriet:
- Min opgave i Boligfonden Kuben bliver at styrke administrationen, udvikle og koordinere fondens aktiviteter og få sat skub på eksekveringen. Boligfonden Kuben er ikke en stor fond, men vi har en væsentlig stemme i debatten og kan være med til at sætte dagsordenen. Vi har et stort behov for at tale byggeriet op, så det bliver et aktivt karrierevalg for mange flere unge. Som direktør i fonden vil jeg arbejde for at få flere unge ind på håndværksuddannelserne, styrke innovationen og fremme bæredygtigt byggeri, siger Sidse Buch.