BNS vinder totalentreprise
Efter LM Byg A/S købte den traditionsrige entreprenørvirksomhed B. Nygaard Sørensen A/S, har virksomheden vundet totalentreprisen på Møllebakken 2, en ny bydel i Helsinge.
Det er ikke længe siden, at folkene bag LM Byg A/S afslørede, at de overtog B. Nygaard Sørensen for at føre det videre under navnet BNS med flere af de tidligere medarbejdere ombord. Heriblandt direktør Mikkel Baastrup, der sammen med Hans Anker Nielsen, administrerende direktør i LM Byg A/S, fortsætter i spidsen for BNS. Nu fortæller ledelsen, at BNS skal opføre 1.900 kvadratmeter ejerboliger som totalentreprenør i den nye bydel Møllebakken i Helsinge.
- Vi er glade for at have vundet dette projekt og glæder os til at komme i gang med samarbejdet med bygherren, så vi kan få udført et godt projekt, siger Mikkel Baastrup.
Afdelingschef i BNS Jan Ehlers fortæller, at det nye boligbyggeri kommer til at bestå af 21 ejerboliger, der kendetegnes ved gode dagslysforhold, fleksibel rumindretning og fokus på grønne opholdsarealer. Byggeriet begynder i april og forventes færdigt i foråret 2021. MS-Development ApS er bygherre, mens rådgiverne på projektet er Kullegaard og Henry Jensen.
Stort potentiale
At man så kort tid efter overtagelsen vinder en totalentreprise, vidner om en stærk position på markedet. BNS har da også forventninger til den "nye" virksomheds første år.
- Med BNS som endnu et forretningsben i koncernen, har vi en god markedsposition. Vi er specialiseret inden for råhus-, hoved-, total- og styringsentrepriser og er nu endnu stærkere inden for mindre og mellemstore entrepriser. Med BNS i koncernen forventer vi et travlt og spændende 2020, siger Carsten Mindegaard, hovedaktionær i LM Byg.